
Fra bibliotekschefens blog
Hvis man vil lede efter informationer, findes der mange andre steder end Google.
F.eks. er der www.denstoredanske.dk. Her er det fagfolk, der beskriver alle emnerne. Denstoredanske.dk er baseret på Danmarks tidligere og største papirleksikon, der hed ”Den store danske encyklopædi”.
Her kan man bl.a. læse, hvilke betydninger, ordet ”post” har. I den seneste tid har der i Danmark været særlig meget fokus på post – eller rettere, det, der i gamle dage var post, for her er der sandelig sket noget.
De sidste 10 år er der således sket en reduktion i medarbejderstaben fra ca. 20.000 til 10.000 medarbejdere, og alligevel kører den danske del af PostNord, som det gamle PostDanmark nu er en del af, med underskud på 1,5 mia. kr.
Forklaringen er naturligvis nem: digitalisering. Det hele kører digitalt, i hvert fald i Danmark, hvor alle offentlige myndigheder er overgået til elektronisk post. Det vil sige, at stort set alle borgere skal benytte sig af e-mail når de skal korrespondere med kommune, sygehuse mv.
Det giver god grund til at sammensætte to ord fra denstoredanske.dk, nemlig ”Post” om forsendelser, og ”Post-”, fra det latinske ord om ”tiden efter”.
Man kan godt få den tanke, at der kunne være brug for den eftertænksomhed, der kendetegnede breve: man skulle formulere noget på papir, og måske i et andet tempo, end den hurtige mail, eller hvad værre er, den hurtige Twitter-besked.
Uden at nævne navne, ved vi alle sammen, at der for tiden kommer daglige og mange udmeldinger på Twitter fra USA´s præsident - udmeldinger, som måske godt kunne have haft fordel af lidt eftertænksomhed, måske endda nogle nuancer.
Måske vi skal have eller finde andre måder for god og nuanceret dialog.
Jeg læste for nylig om Århus, som i år er europæisk kulturhovedstad, at man her har et kulturværksted, der har anskaffet en ”mangfoldighedsdialogfaciliterende sofa”.
Og sådan er verden desværre ved at dele sig op:
Dem, der er til hurtige opdateringer, hadefulde ytringer, ja hvert 7. indlæg på DR og TV2´s hjemmeside er efter seneste opgørelse decideret fuld af had, og så de, der sidder i den mangfoldighedsdialogfaciliterende sofa.
Måske de to befolkningsgrupper skulle sætte sig sammen?
/Jens M. Henriksen