007
007. Foto: Pixabay.

James Bonds danske skurke

22.09.21
Efter 1 1/2 års ventetid får den nyeste James Bond film endelig premiere. Agent 007 har i flere omgange haft danske skurke, som modstandere. Også denne gang har det nye epos med titlen "No time to die" et dansk islæt.

Den danske forbindelse

James Bonds skaber Ian Fleming hentede inspiration til Bond-figuren fra sit eget liv, tilsat meget mere action og eventyr.

I 1930'erne arbejdede han som journalist for det britiske nyhedsbureau Reuters, hvor han bl.a. var med til at dække en spionagesag og under krigen blev han britisk agent og fik en særlig forbindelse til Danmark.

Et lidt ukendt kapitel i Flemings liv er den, at han i 1947 modtog Kong Christian d.10’s Frihedsmedalje, der blev tildelt udlændinge, som gjorde en særlig indsats for Danmark under Anden Verdenskrig. Fleming havde været med til at planlægge flere vellykkede, militære operationer, som del af det danske gesandtskabs forbindelsesled til briterne. Han hjalp mange af de danske søofficerer med at gå ind i de allieredes tjeneste. Den danske konge takkede ham for den værdifulde assistance og Ian Fleming svarede Kongen, at han var dybt rørt over den ære der blevet tildelt ham. Denne æresfulde forbindelse til Danmark holdt resten af livet. Og hans oplevelser under krigen har med sikkerhed været inspiration til 007 figuren. 

Skurkene

Selv om Bond er ærke britisk, har filmene været internationaIe produktioner og de senere år har man fået øje på danske skuespillere, som generelt er meget dygtige og har et godt ry. Med jævne mellemrum har vi set velkendte danske ansigter i store og små roller. Og hvorfor det oftest var skurke, skal der ikke nødvendigvis findes en psykologisk forklaring på.

I hvert enkelt Bond film er der en hovedskurk, som Bond kæmper imod. Men der er også én eller flere håndlangere og mindre skurke. Hver Bond-æra har sit tema. Hos Sean Connery var skurken resultatet af stemningen omkring Den Kolde Krig. Hos Roger Moores agent 007 var det oftest gale videnskabsmænd, der truede med atomvåben eller verdens udslettelse, helt i tråd med tidens storpolitiske magtkamp mellem øst og vest. Omkring årtusindskiftet kom Pierce Brosnan, der havde med mere individuelle skurke at gøre: verden var ikke længere sort-hvid. Vi fik den første kvindelige hovedskurk Elektra-King, spillet af Sofie Marceau. Med Daniel Craig blev tiden en anden: det var tiden for aktiemarkedernes kollaps, økonomisk krise og terrorisme. Skurkene var ikke længere gale videnskabsmænd, men smarte kynikere.

Det var i de sidste to årtier, at danskerne for alvor kom med ind i billedet. Skuespilleren Mads Mikkelsen som superskurken ”Le Chiffre” der græd blod i Casino Royal.  Jesper Christensen, som den stenrige kyniske casinoejer Mr. White også i Casino Royal og to andre film. Ulrich Thomsen som russisk håndlanger i ”The World Is Not Enough”.

Bond nr. 25

Den nye Bond film ”No Time To Die”, er nr. 25 i rækken og er sidste gang vi ser Daniel Craig som 007. Igen har vi en dansker med på rollelisten. Skuespilleren David Dencik, som fik sit gennembrud med filmen ”Fuglene over sundet” spiller videnskabsmanden Valdo Obruchev, som – ifølge rygter- ikke er en skurk. Hovedskurken derimod spilles af Oscarvinderen Rami Malek. Det bliver spændende at se, hvad han finder på af ondskab. :-)

Så hvilken skæbne Davis Denciks figur ender med at få, må vi vente og se i biograferne, når Bond nr. 25 får premiere.  Indtil da, må vi lægge Martini’en på køl. 

Der er verdenspremiere i Royal Albert Hall, 28. september 2021.

 

Litteratur:

James Bond: Helte og skurke  - af Jacob Wendt Jensen / Filmmagasinet Ekko/ DR Historie.

Billedkilder: WikiCommons

Materialer