Bog: Verdens Bedste Ib Spang Olsen
Bog :Verdens Bedste Ib Spang Olsen

Kruseduller med humor og holdning

17.02.23
Lige nu kan du opleve tegneren Ib Spang Olsens mangfoldige værk på Kunstmuseum Brandts i Odense.

Ib Spang Olsen var én af Danmarks betydeligste tegnere. Han blev født 1921 og døde i 2012. Med en lærereksamen i lommen, valgte han at blive uddannet på Kunstakademiet. Et heldigt valg, fordi, det viste sig at han kunne noget helt unikt med pen og blyant. Han  skabte sit helt eget poetiske billedunivers, som blev en stor del af mange danskeres bevidsthed. 

Else Pelse Pølse

Et heldigt og frugtbart sammentræf for Ib Spang Olsen blev samarbejdet med digteren Halfdan Rasmussen. De sprudlende og fabulerende udgivelser af makkerparret er i dag klassikere i dansk børnelitteratur.

Hvem husker ikke "Else, pelse, pølse"?  eller "Onkel Karfunkel" og "Tante Andante"? De kendte børnerim, som de to kreative sjæle udgav på stribe i 1970'erne. Spang Olesens tegninger gav Halfdan Rasmussens rim en ekstra dimension og et lag af betydning oveni teksten. Når jeg tænker på "Else, pelse, pølse" husker jeg tydelig den tykke, bløde dame med det store viltre hår og den saftige spegepølse. 

Børnebøger var hans "hjertensbarn". Her boltrede han sig i fantasifulde krusedulletegninger med stor sanselighed, altid med blik for det eventyrlige i hverdagen og med respekt for børns fantasi. Også hans tegninger af småbørn, viser stor empati for barnets væsen og sårbarhed.Ib Spang Olsen begrænsede sig ikke kun til børnebøger, han favnede bredt og udgav blandt andet digte, plakater og vægudsmykninger. 

Klima, natur og trivsel

Spang Olsen var et alsidigt og engageret menneske, han var en flittig debattør og havde stærke standpunkter om klima, natur og børns trivsel. Emner der er en fast forankret del i nutidens samfundsdebat. Hans berømte plakat om at spare på energien fra 1975 kunne være udgivet i dag.

På en måde var Ib Spang Olsen en visionær på sit felt. Både i sin kunst og i sine holdninger. Han døde i 2012. Der er en del billedbogsillustratorer i dag, som tegner i Spang Olsen ånd. Her kan nævnes tegnere som Rasmus Bregnhøj eller Jakob Martin Strid som værdige arvetagere af "Verdens Bedste Ib Spang Olsen".

Udstillingen på Brandts kan ses frem til 29. maj 2023.

Materialer