Arbejder- og soldaterråd

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 27. december 2012. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

Blæksprutten valgte allerede i 1917 at bringe en tegning af »Et dansk Arbejder og Soldaterraad«. Den er tegnet af Alfred Schmidt, og den er mildt sagt ironisk over for en tænkt sammensætning af et dansk arbejder- og soldaterråd. Manden midt på billedet med det store røde tveskæg er socialdemokraten Frederik Borgbjerg, der nok kan give mindelser om en bolsjevikisk revolutionær. Michael Christian Lyngsie, der allerede i 1890 blev formand for Dansk Arbejdsmandsforbund og helt frem til sin død i 1931 var en toneangivende skikkelse inden for fagbevægelsen, er manden i forreste række med sygekassebriller og stort fipskæg. Hvis man kigger nøje efter, vil der formentlig være andre samtidige politikere, som er portrætteret på tegningen. Tilsvarende virker det sandsynligt, at andre ledere i fagforbundene figurerer på billedet.

Fred og fordragelighed

På billedet er der blevet plads til en trivelig repræsentant fra bagersvendene, ligesom en sodsværtet skorstensfejer er til stede. Desuden er der en Pjerrot-figur yderst til venstre, mens den korpulente soldat til højre virker meget lidt skræmmende. For at understrege tegningens ironiske distance har en spejderdreng og en dreng fra Tivoligarden fået plads i arbejder- og soldaterrådet.

Tegningen må tages som et udtryk for, at der i 1917 var nogenlunde fred og fordragelighed i Danmark. Landet havde været holdt uden for krigen, og når man ser på figurerne på billedet, virker det bestemt ikke som om befolkningen havde lidt nogen nød. Hvis man ser bort fra, at Borgbjerg og den tynde mand med det røde tørklæde lidt til højre på billedet ser noget brøsige ud, så symboliserer de øvrige den fred og ro, der var i Danmark.

Rådene

Som nævnt brød revolutionen ud i Rusland i 1917, og i mange russiske byer blev der etableret arbejder- og soldaterråd, der blev valgt direkte af arbejderne. Hensigten med rådene var at skabe ro i det borgerkrigshærgede land, ligesom rådene skulle tage sig af byernes forsyninger med fødevarer og brændsel. Udviklingen i Sovjet var bekymrende for regeringslederne i mange europæiske lande. Når en revolution kunne gennemføres i det store zarrige, måtte magthaverne i andre lande frygte, at noget lignende kunne ske der. I Tyskland ulmede revolutionen da også i flere byer i efteråret 1918, og faktisk lå uroens epicenter i Kiel - meget tæt på den danske grænse. Omkring den 1. november 1918 gjorde en gruppe matroser i byen oprør, fordi de nægtede at kæmpe videre. I de første dage af november udviklede revolutionen sig i Kiel, og der blev dannet et arbejderråd, der organiserede en generalstrejke. I Kiel blev det i høj grad den erklærede socialdemokrat Gustav Noske, der overtog styringen, da han satte sig selv i ledelsen for arbejder- og soldaterrådet i byen. Uroen spredte sig hurtigt til andre tyske byer, hvor oprøret truede med at udvikle sig til en egentlig revolution. Noske blev kaldt til Berlin i december 1918, hvor han blev kommissær for hær og flåde i den socialdemokratiske revolutionsregering. Her er han især kendt for, at han i januar 1919 satte hæren til at slå den såkaldte Spartakusopstand ned, hvilket har givet ham øgenavnet Blodhunden.

Nordslesvig

Det lykkedes efterhånden det tyske socialdemokrati at få oprettet arbejder- og soldaterråd over hele Tyskland. Deres opgave var både at holde ro og orden samt at sikre forsyningerne til befolkningen. Sådan var det også i de nordslesvigske byer. Historikeren Dorrit Andersen har undersøgt, hvad der skete i byerne i dette område, der jo frem til 1920 var en del af Tyskland. I de fire største byer - Tønder, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg - var forløbet som i andre tyske byer. Først revolterede soldaterne, og et par dage efter blev der etableret arbejderråd, der sammen med soldaterrådene overtog kontrollen med forvaltningen. Hun har fundet frem til, at der blev etableret arbejder- og soldaterråd i ti sønderjyske byer, der ud over de allerede nævnte også omfattede Toftlund, Vojens, Løgumkloster, Højer, Skærbæk og Høruphav. Derudover blev der oprettet arbejderråd eller soldaterråd i en række andre mindre byer i Sønderjylland.

Folmer Christiansen har mange år efter berettet om, hvordan revolutionen udspillede sig i Højer; »man sendte den offentlige udråber ud med sin tromme og bekendtgjorde; »I morn klok tolv æ dæ revolution o æ mærkensplads. Ål minneske ska hold sæ in å ål vinner ska væ låt.« Næste dag samledes naturligvis hele byens befolkning på torvet, og det landstormskompagni, som var stationeret der, marcherede ind på torvet klokken 12 og stillede op med kaptajnen foran. Præcis klokken 12 kom der en lille afdeling marinere fra Flensborg, og marcherede ind på pladsen. Lederen af marinerne gik lige hen til kaptajnen for landstormen og hev hans epauletter af og tog hans sabel fra ham. Dermed var revolutionen i Højer forbi.«

Derefter skulle man i gang med at etablere et arbejder- og soldaterråd, og det var fortsat marineren fra Flensborg, der styrede udviklingen. Han foreslog en bestemt lokal håndværker til at lede rådet, men håndværkeren ønskede ikke at påtage sig hvervet, fordi det stred imod hans kristne overbevisning.

Beskeden tilslutning

Både Folmer Christiansens beretning om begivenhederne i Højer i efteråret 1918 og Dorrit Andersens undersøgelse af forholdene i Sønderjylland antyder kraftigt, at der var meget beskeden uro og få tilløb til revolution i dette område. Dog med det mulige forbehold, at der var tilløb til revolution i Sønderborg i begyndelsen af november 1918, da den tyske matros og skræddersvend Bruno Topff, ifølge nogle kilder var parat til at udråbe Als til republik med sig selv som præsident. Meget tyder dog på, at forholdene kom ud af kontrol for den gode Topff, og at han i hvert fald aldrig selv havde intentioner om at blive præsident for et republikansk Als.

Uanset at Schmidts tegning latterliggør ideen om et dansk arbejderog soldaterråd, så havde disse råd meget stor betydning i andre lande. Først i Sovjet i perioden efter revolutionen, og derefter i Tyskland.

Men rådene fik også en vis betydning i Sønderjylland. De var med til at skabe ro i de sønderjyske byer, og så var den socialdemokratiske revolutionsregering allerede fra november 1918 indstillet på, at de dansksindede i Sønderjylland havde ret til en afstemning om det nationale tilhørsforhold.

Den næste artikel fra e-bogen »Karikaturtegninger og Danmarkshistorie «, som bringes i Flensborg Avis den 29. december 2012, er også skrevet af Mogens Rostgaard Nissen. Artiklen drejer sig om genforeningen i 1920. Tegneren Valdemar Møller havde et meget ironisk syn på Sønderjyllands fordele ved at blive en del af Danmark.