Demokrati eller diktatur

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 6. februar 2013. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

I disse dage er det 80 år siden, at Adolf Hitler kom til magten i Tyskland. Det skete den 30. januar 1933. På eksakt samme dag blev der indgået et politisk forlig i Danmark - Kanslergadeforliget - der siden er blevet opfattet som skelsættende i nyere dansk historie. At de to ting skete samtidig, er i eftertiden blevet tillagt stor symbolsk betydning; i Tyskland blev det vaklende demokrati fjernet, mens det danske folkestyre blev styrket.

Den nazistiske magtovertagelse

Der er af forståelige grunde skrevet meget om den nazistiske magtovertagelse i Tyskland. Det er et emne, der rummer mange fortolkningsmuligheder, og det er et tema, der formentlig altid vil være interessant for mange mennesker. Det er især den påsatte brand af den tyske rigsdag 27. februar 1933, der gennem årene har været genstand for spekulationer. Meget tyder på, at det var nazisterne, der satte ild til rigsdagen for at kunne overtage magten og sætte Weimar-republikkens borgerrettigheder ud af kraft.

Den nazistiske magtovertagelse i begyndelsen af 1933 skete efter flere års uroligheder i Tyskland, hvor kampe mellem kommunister og nazister blev mere og mere udbredt. Den økonomiske krise i begyndelsen af 1930erne ramte den tyske befolkning hårdt, og mellem hver fjerde og hver tredje var arbejdsløs. Det skabte stigende utilfredshed med det svage tyske demokrati, og det dannede grobund for en markant voksende opbakning til Adolf Hitler og nazismen. I Slesvig-Holsten var opbakningen til nazismen endnu større end i den øvrige del af Tyskland, og ved valgene i 1932 gik omkring halvdelen af stemmerne til nazistpartiet.

Kanslergadeforliget

I Danmark blev 1930ernes mest omfattende kriseforlig indgået i de samme dage. Kanslergadeforliget er siden blevet fremhævet som en stor sejr for det danske folkestyre, og forliget indgår både i Undervisningsministeriets historiekanon og i ministeriets demokratikanon. Ministeriet begrunder valget af forliget i demokratikanonen med, at det i samtiden og eftertiden er blevet opfattet som en demonstration af det parlamentariske demokratis handlekraft, og man ser betydningen i et langt perspektiv med at konstatere: »På længere sigt lagde forliget grunden til den brede politiske enighed og forligsvilje, der var den politiske forudsætning for efterkrigstidens bredt accepterede velfærdssystem.« Ministeriet fremstiller således Kanslergadeforliget som et vigtigt symbol på en særlig dansk politisk tradition, hvor politisk enighed og forligsvilje er kendetegnende.

Nu kan det naturligvis altid diskuteres, hvad en historie- og en demokratikanon skal indeholde, og det er også altid let at kritisere valgene af kanonpunkterne. Det er dog væsentligt at notere, at Kanslergadeforliget også havde nogle helt konkrete virkninger i samtiden. Det danske landbrug fik forbedret økonomien som følge af en devaluering af kronen og via refinansiering af dyre lån. Forliget afværgede en storkonflikt på arbejdsmarkedet, og det fjernede arbejdsgivernes krav om et massivt lønfald på 20 procent. Desuden blev det aftalt, at reformkomplekset, der samlet kaldes »Socialreformen af 1933«, blev gennemført. Det vigtigste ved Socialreformen var, at der blev indført objektive kriterier for, hvornår og hvor meget man kunne opnå offentlig støtte i forbindelse med arbejdsløshed, sygdom etc., ligesom man bevarede sine borgerlige rettigheder, selv om man modtog offentlig hjælp. Man kan også konstatere, at krisen i Danmark vendte stort set samtidig med, at forliget blev indgået, idet arbejdsløsheden begyndte at falde, ligesom antallet af tvangsautioner inden for landbruget gik ned.

Et klasseforlig

Omvendt er det en tilsnigelse at regne Kanslergadeforliget som en stor sejr for demokratiet. Der var reelt tale om et klasseforlig, der skulle bedre forholdene for arbejderne og bønderne. Derfor blev de konservative - der stod for industriens og handelens interesser - holdt uden for, hvilket den konservative leder, John Christmas Møller, højlydt gav udtryk for på Folketingets talerstol og i aviserne i dagene efter at forliget blev indgået. Christmas Møller anførte netop, at det danske parlamentariske demokrati var truet, hvis vigtige forlig blev indgået i tilfældige lejligheder uden for Christiansborg, og hvis forligsparterne ikke åbent ville fortælle, hvad man var blevet enig om. I Folketinget udfrittede han Thorvald Stauning, og han spurgte Venstres leder, Oluf Krag, hvad man helt præcist havde aftalt. Men han fik ingen klare svar.

I Sverige blev der indgået et lignende forlig 27. maj 1933, hvor man havde skelet meget kraftigt til Kanslergadeforliget, og dette forlig blev slet og ret kaldt »Kohandeln« - altså studehandel. Det kunne man da også med rette have kaldt Kanslergadeforliget.

Opbakningen i Slesvig-Holstein til nazismen

Det er fortsat et interessant spørgsmål, hvorfor nazismen fik en så stærk opbakning i Slesvig-Holsten, mens ideologien aldrig rigtig fandt fodfæste i Danmark, hvor partiet fik under to procent af stemmerne ved Folketingsvalgene. Gennem årene er der kommet en del bud på, hvad det kan skyldes. En forklaring kan være, at mange landmænd i det landbrugsdominerede Slesvig-Holsten allerede under den økonomiske krise havde valgt at støtte forskellige radikale agrare bevægelser. Da den nazistiske »Blut-und-Boden«- ideologi netop fremhævede landbruget og jorden som det afgørende, var det derfor kun naturligt, at de utilfredse bønder bakkede op bag nazismen. I Danmark var der også utilfredshed blandt landmændene op gennem 1930erne, og der blev flere gange med stor opbakning arrangeret protestaktioner. Men hovedparten af bønderne valgte alligevel at støtte de almindelige landboforeninger og husmandsforeninger, ligesom de ved valgene stemte på Venstre eller Det Radikale Venstre. Det bliver normalt forklaret med, at de danske landmænd siden 1880erne havde været organiseret i andelsforeninger, ligesom de under forfatningskampen havde kæmpet for deres politiske rettigheder mod det godsejerdominerede Højre. Tilsvarende fulgte de danske arbejdere med Thorvald Stauning i spidsen en socialdemokratisk linje, hvor i der blev lagt stor vægt på både den sociale balance og på den demokratiske udvikling. De to største grupper i det danske samfund - bønderne og arbejderne - stod dermed bag det danske folkestyre.

Opbakningen i Danmark

Der er utvivlsomt megen sandhed bag disse argumenter, men der er også en fare for, at man kommer til at tegne et nationalromantisk glansbillede af Danmark. I løbet af 1930erne var det også i Danmark acceptabelt at kritisere demokratiet, og at tale positivt om »den stærke mand«. Mange af de konservatives og Venstres vælgere udtrykte respekt for Hitler og Mussolini, og på venstrefløjen var der blandt en del arbejdere sympati for Stalins styre i Sovjetunionen. Det er derfor ikke utænkeligt, at de antidemokratiske partier ville have fået en langt større opbakning, hvis den økonomiske krise var blevet længere og dybere. Men - kan man argumentere - det var jo netop det, at Kanslergadeforliget og Socialreformen var med til at forhindre.