Det første årsmøde

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 5. juni 2013. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

»Paa Regeringens og hele det danske Folks Vegne siger jeg: De skal ikke blive glemt.« Sådan udtrykte daværende statsminister Niels Neer - gaard forbindelsen mellem Danmark og det danske mindretal syd for den nye dansk-tyske grænse i sin genforeningstale på Dybbøl Banke i juli 1920. Han fulgte op med at sige, at det var en ærespligt for Danmark at yde støtte til at bevare dansk sprog og folkelighed i dette område. Dette sidste var da også hovedformålet med det første årsmøde, der blev afholdt i Flensborg godt og vel et år efter genforeningsfesten. Den nystiftede Den Slesvigske Forening havde som opgave at markere det danske i Sydslesvig og at holde gang i en levende dansk befolkningsgruppe. Derfor havde årsmøderne fra starten afgørende betydning for det danske mindretal.

Folkemøderne

Baggrunden for årsmødet gik helt tilbage til de berømte dansksindede folkemøder på Skamlingsbanken i 1840erne. Flere af talerne fremhævede betydningen af lignende folkemøder, der var blevet afholdt i Sønderjylland i årene inden genforeningen. Dette blev udtrykt klarest af bankdirektør P. Thomsen, der åbnede mødet i Borgerforeningen ved at sige: »Det er det første Aarsmøde, der afholdes siden 1914. – Vi har nu indledet vore Aarsmøder hernede, og vi gør det i Haab om, at det maa gaa som det gik i Nordslesvig, at de maa vokse fra Gang til Gang, fra Aar til Aar.« Altså et åbenlyst ønske om, at årsmøderne og danskheden kunne vokse i omfang, så Sydslesvig til sidst kunne komme med til Danmark.

Tyske reaktioner

Årsmødet blev ikke modtaget videre positivt af alle i det tyske flertal. I den socialdemokratiske Flensburger Volkszeitung forudså man med nogen skepsis, at tysknationale ville arrangere sort-hvid-røde moddemonstrationer, men avisen havde heller ikke noget godt at sige om det dansksindede årsmøde. Derfor sluttede man med at konstatere, at »man bør lade Chauvinister og Reaktionære fra begge Sider passe sig selv«. Den borgerlige Flensburger Nachrichten bragte en artikel med overskriften »Lad Danskermødet i Fred«, fordi en Forstyrrelse af Danskermødet vilde være en politisk Dumhed. Man sluttede artiklen med nedladende at konstatere: »Lad os ogsaa ved denne Lejlighed vise, at vi anser den lille danske Koloni i Flensborg som fuldt ud ufarlig.«

Torden og Lynild

Det var egentlig planen, at årsmødet skulle have været afholdt under åben himmel. Man havde fundet frem til en velegnet plads ved Ballastbjerget, der ifølge Flensborg Avis ikke kunne »have været bedre valgt«, fordi man fra den skrånende mark havde »den mest henrivende Udsigt til Kobbermøllebugten og Kollund«. De tyske myndigheder havde givet lov til, at Dannebrog måtte hejses på pladsen, mens man ikke ville tillade egentlige flagoptog gennem byen. Desværre »brød det løs med Torden og Lynild, med Regn og Hagl«, netop som tilstrømningen var størst, og man var derfor nødt til at flytte mødet til tre mindre møder i Borgerforeningen, Logehuset og i Nordischer Hof, som Flensborghus fortsat blev kaldt.

Ernst Christiansens tale

Ernst Christiansen var hovedtaleren. Han var chefredaktør på Flensborg Avis, og han var mindretallets politiske leder. Overskriften for hans tale var »Det første Arbejdsaar«, og efter at have mindet om de dansksindedes trængsler før og under Første Verdenskrig, gjorde han det klart, at det var svært for ham at se årsmødet som en festdag. Det skyldtes, at Flensborg stadig var en del af Tyskland. Ydermere kunne han konstatere, at »Magthaverne byder os ikke de Vilkaar, som deres Forfatning tilsiger os«. Hermed hentydede han til, at de tyske myndigheder i henhold til forfatningen skulle »give os de Skoler, vi har Brug for, og anerkende Forældrenes Ret til ene at bestemme, om deres Børn skal gå i dansk eller tysk Skole«. For – som han sagde senere i talen – »Vi er Danske, og vi vil vedblive at være Danske, og vi vil behandles som Danske efter Folkerettens Forskrifter«.

Alligevel havde Ernst Christiansen også noget positivt at sige. Det hang sammen med den opbakning, som mindretallet havde modtaget fra Danmark. Grænsen var rykket så tæt på Flensborg, at »vi herfra kan se ind i Danmark«, hvilket var afgørende for, at mange flensborgere og sydslesvigere efterhånden ville vende tilbage til det danske. Desuden var Borgerforeningen blevet indrettet, Flensborghus købt og Centralbiblioteket ved at blive etableret. De danske foreninger i Sydslesvig var dannet, og »Den danske Stat har redebont ydet kulturel Støtte«, hvilket gav et godt afsæt for en styrkelse af danskheden i Sydslesvig.

Intern uenighed

Disse offentlige udtalelser klinger lidt hult, når man holder det op imod Ernst Christiansens meget omfattende formandsindlæg på et lukket møde i »Den Slesvigske Forenings « udvidede bestyrelse et par måneder før. Han kritiserede stærkt, at mindretalsledelsen det foregående år havde brugt det meste af sit krudt på at bekæmpe hinanden, og at man havde mistet følingen med, hvad der rørte sig i mindretallet. Derfor krævede han, at Den Slesvigske Forening valgte »en Bestyrelse, der arbejder godt sammen i gensidig Tillid«. Han opfordrede også til, at bestyrelsen repræsenterede alle foreningens medlemmer. Kun på den måde kunne man fremme den danske sag, ligesom det var en afgørende forudsætning for, at man fortsat kunne regne med støtte fra Danmark. Han hentydede direkte til, at Den Slesvigske Forening generelt skulle være bedre til at tage imod de dansksindede arbejdere, som ifølge Christiansen ikke følte sig særlig godt repræsenteret i foreningen. Det var et problem, fordi en forholdsvis stor del af mindretallet netop var fra arbejderklassen.

Det er i lyset af denne interne uenighed, at det første danske årsmøde i Flensborg må forstås. Både udadtil og indadtil var der et stort behov for at markere enighed og fællesskab.

Det er ikke klart, hvor mange der deltog i det første årsmøde – blandt andet fordi uvejret standsede tilstrømningen – men 3000-4000 mennesker er et kvalificeret bud.

På det første bestyrelsesmøde i Den Slesvigske Forening efter årsmødet kunne Ernst Christiansen dog ikke svinge sig op til mere end kort at takke alle, der havde medvirket til forberedelsen af årsmødet. Det var »forløbet på Tilfredsstillende Maade«, hvilket ikke ligefrem tyder på ekstatisk begejstring hos formanden.

Omvendt havde mødet været en så stor succes, at det uden større diskussion blev gentaget året efter som et friluftsmøde. Dermed var grunden lagt til det danske mindretals årsmødetradition.