Det svære liv som dansker

Artiklen er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev offentliggjort mandag den 25. maj 2018. Ophavsmand til artiklen er Jens Nygaard, fotos er taget af Sven Geißler. Artikel og fotos er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

Flensborg. Indtil 1919 betød den nationale indstilling egentlig ikke ret meget for de fleste i landsognene i den midterste del af Sydslesvig. Man kunne være mere eller mindre dansk eller tysk, men det havde ikke den store betydning for hverdagslivet. Det var noget, som ændrede sig kraftigt i forbindelse med den tilstundende afstemning om tilhørsforholdet i 1920.

Det er en af de erkendelser, som bliver fremdraget i en ny disputats om det danske mindretal i Sydslesvig. Den drejer sig om »Dansksindede i udvalgte sydslesvigske landdistrikter - nationale praksisser 1919- 1933« og er forfattet af Merete Bo Thomsen, der siden fredag den 18. maj har kunnet smykke sig med titlen ph.d. Hun har været stipendiat ved Forskningsafdelingen ved Dansk Centralbibliotek i fem et halvt år og er efter forsvaret af disputatsen nu blevet fastansat.

Undersøgelsen, som hun har arbejdet med i tre år, drejer sig om »danskheden på hverdagsniveau«, som hun udtrykker det, i en række landsogne vest for Flensborg - men uden Nordfrisland.

- Indtil 1919 var en eventuel danskhed noget, man ofte puttede med, tit ikke udstillede, men måske dyrkede i det private, fortæller den nyslåede doktor.

Fra 1919 begyndte afstemningen om det kommende tilhørsforhold for hele grænselandet imidlertid at presse sig på.

- Landsognene var en del af den såkaldte Zone 2, hvor man ikke var sikker på udfaldet af afstemningen. Mange var uafklarede, og en del var ligegyldige, men der kom et stort pres på de dansksindede, der pludselig som noget nyt måtte indrette sig i et lettere aggressivt miljø, fortæller Merete Bo Thomsen.

Hun har haft et vanskeligt kildemateriale at arbejde med, for som hun siger, så skrev bønder dengang ikke ret meget ned - måske højest noget i retning af, hvor meget såsæd de skulle bruge. Så mange af kilderne har været vandrelærere eller for eksempel også politiets rapporter.

- Jeg fandt frem til 152 familier, der helt sikkert var danske, og 47 familier, der formentligt var dansksindede, fortæller Merete Bo Thomsen - der selvfølgelig ved, at der i realiteten var mange flere. Hun har i sin undersøgelse kun medtaget de familier, som var danske. Efter verdenskrigen var der også på grund af nøden en række såkaldte Speckdänen, og dem har hun ikke medtaget.

Den nye situation betød, at man i mange familier måtte gøre op med sig selv, hvad sindelaget egentlig var. Og det er helt klart, at der hørte en del civilcourage til, hvis man åbent bekendte sig som dansker.

- Jeg har fundet eksempler på familiefædre, der besluttede, at de ville forblive danske, men deres beslutning gjaldt ikke børnene, som de ikke ville udsætte for det samme, som de selv havde været igennem, fortæller Merete Bo Thomsen.

Åben bekendelse til det danske kunne nemlig ud over daglige skærmydsler også indebære konsekvenser for hele familiens livsgrundlag - især i forhold til arbejdet.

Efter afstemningen i 1920 flyttede nogle af de danske nordpå, mens de øvrige måtte indrette sig, som de bedst kunne.

Der kom vandrelærere nordfra, men de havde ofte et ønske om at revidere grænsen, der betød, at de var voldsomt upopulære i det omgivende tyske samfund. Og selv om man følte sig som dansker, skulle man jo også fungere i det lokale samfund, så nogle distancerede sig fra disse lærere - og andre steder blev der gået meget stille med dørene om lærerens besøg.

- Mine undersøgelser af familierne viser, at der blev taget godt imod det nye foreningsliv, som ikke fandtes tidligere. Man kunne mødes og være danske sammen uden tysk indblanding, fortæller Merete Bo Thomsen.

Mange kunne ikke ret meget eller slet ikke dansk, men det blev til dels afhjulpet af vandrelærerne, og så kom der læsning af især danske ugeblade til. Desuden drog mange afsted til et ophold på en dansk højskole. Disputatsen afdækker, at der i tre ud af fire af de undersøgte familier var mindst en ung, der kom på dansk højskole. Desuden var der en del, der fik arbejde i Danmark - hvis det ellers var muligt. Reglerne var meget restriktive dengang.

Disputatsen kan også fortælle om, at der mest var småkårsfolk i de danske rækker. De store gårdejere søgte man tit forgæves efter. Det hang ud over sindelaget også sammen med, at der var en vis social distance, og de mere velstillede følte sig simpelthen ikke så godt tilpas blandt de mange småkårsfolk.

- Der var store lokale forskelle. I for eksempel Jaruplund og i Valsbøl - og senere i Ladelund - kom der små danske centre. Men længere væk var deltagelsen i det danske mange steder ikke ret stor, fortæller historikeren.

Hun har i høj grad begivet sig ind i et uopdyrket område med sin disputats. En af de markante erkendelser er, at foreningslivet betød virkelig meget. Det var også noget, som de lokale i høj grad selv stablede på benene. Mange var mere forbeholdne i forhold til de nye danske præster og vandrelærere.

- Mange af dem nordfra så sydslesvigerne som til dels fremmede: De havde for eksempel ikke været en del af højskolebevægelsen og blev ofte set som lidt kulturelt tilbagestående, fortæller Merete Bo Thomsen. Det gik meget bedre i de egne foreninger, hvor kvindernes sammenslutninger også voksede sig stærke og var meget aktive. Via foreningerne blev der kontakt til det Danmark, som pludselig var rykket meget tættere på. Der blev lavet udflugter til Danmark, der kom foredragsholdere og meget andet.

På den måde spirede danskheden op. Og det var forunderligt, mener Merete Bo Thomsen.

- I virkeligheden er det jo imponerende, at danskheden overlevede i disse områder så lang tid efter 1864, siger hun.