Fra De vestindiske Øer til US Virgin Islands

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 16. februar 2017. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

Den 14. december 1916 stemte den danske befolkning om, om man skulle beholde De vestindiske Øer eller sælge øerne til USA. Det er kendetegnende, at der udelukkende blev stemt i Danmark, mens befolkningen på øerne ikke blev spurgt. Kun godt en tredjedel af valgte at stemme, og af dem var to ud af tre stemmer for et salg. Derfor købte USA øerne, der efter 1917 kom til at hedde US Virgin Islands.

De vestindiske Øer havde siden midten af 1800-tallet været en dårlig forretning for Danmark. Hvert år blev der sendt penge derover til at dække de løbende underskud. Indtjeningen på øerne faldt i takt med, at produktionen af sukkerroer steg i Europa. Som beskrevet af Klaus Tolstrup Petersen i gårsdagens kronik forsøgte den danske regering løbende at afsætte øerne, både fordi det ville være en økonomisk fordel, men især fordi der kunne have været en stor gevinst ved at indgå en byttehandel med Tyskland. Disse planer blev aldrig gennemført, og i 1916 indgik den radikale Zahle-regering en aftale med USA om et salg af øerne for 25 mio. dollars.

Den lave stemmeprocent vidner om en beskeden interesse for afstemningen i Danmark. Men det var ikke alle danskere, der var lige glade med Vestindien. Hos hedebonden Mathias Kristensen i Egsgaard ved Give var familien imod et salg, og især datteren, Maren, der var 17 år og gik på højskole, skrev ofte til sine forældre om, hvorfor hun var imod salget. Hun kunne ikke selv stemme, og forsøgte at overbevise forældrene om, at de skulle stemme nej. Maren syntes, det var forkert at sælge øerne, fordi de havde tilhørt Danmark i 250 år, og hun var stærkt kritisk over for, at befolkningen på øerne ikke fik mulighed for at stemme. Det syntes forældrene også var forkert, for - som Marens mor, Signe, skrev - så havde de selv gennem mange år kæmpet for den lige valgret for alle, mænd som kvinder, og den samme ret burde gælde for befolkningen på De vestindiske Øer.

US Virgin Islands

Overdragelsen til USA betød ikke noget boom i øernes økonomi. I 1920 blev al spiritushandel forbudt i USA, og i den såkaldte »forbudstid« frem til 1933 var romproduktionen på øerne hårdt ramt. Den amerikanske præsident Herbert Hoover betegnede omkring 1930 US Virgin Islands som »USAs fattiggård«. Det var også først ca. ti år efter overdragelsen, at beboerne på øerne formelt blev amerikanske statsborgere. Det betød til gengæld også, at de unge mænd kom til at deltage i de forskellige krige op gennem det 20. århundrede. Den første var Anden Verdenskrig, senere kom Koreakrigen og senere igen Vietnamkrigen.

I årtierne efter Anden Verdenskrig begyndte turismen så småt at vinde frem, og der blev bygget flere mindre hoteller og pensionater på øerne. Det var primært amerikanske turister, der tog dertil. Det var dog først fra 1970erne, at der for alvor kom gang i turismen, som i stigende grad er karakteriseret ved krydstogtturisme. I dag har øerne omkring 2 mio. turister om året, hvoraf langt den største del er krydstogtturister, der besøger St. Thomas, mens der er langt færre, som besøger St. Croix. Der bor i dag godt 100.000 mennesker på øerne, og i Charlotte Amalie - hvor der er omkring 20.000 indbyggere - anløber der i turistmånederne dagligt op til fem-seks krydstogtskibe med samlet 20.- 25.000 dagturister. Til sammenligning virker St. Croix næsten turist-forladt, og inden for de seneste år har de fleste krydstogtskibe valgt at sejle udenom, så der nu kun et par anløber om måneden.

Den økonomiske udvikling inden for de seneste årtier har betydet en kraftig forskel mellem øerne. St. Thomas virker i dag noget overrendt og »turistet«, men det er kun et fåtal af turisterne, der kommer andre steder end til handelsgaderne i Charlotte Amalie og til den maleriske strand, Magens Beach. Når skibene er sejlet afsted sidst på eftermiddagen, er der en dejlig ro og en hyggelig stemning i byen. Til gengæld er St. Croix mere eller mindre gået i stå. Ud over et stærkt faldende antal turister lukkede øens suverænt største arbejdsplads - olieraffinaderiet Hovensa - i 2012 og dermed forsvandt omkring en femtedel af øens arbejdspladser. Det fik en relativt stor del af befolkningen til at flytte fra øen, og i dag står mange huse tomme. Omkring en tredjedel af befolkningen på St. Croix lever under den amerikanske fattigdomsgrænse, og i både Christiansted og Frederiksted fylder hjemløse meget i gadebilledet.

Den sidste hovedø - St. John - er meget naturskøn og meget eksklusiv. De få hoteller på øen henvender sig til den absolutte overklasse, og i de områder af øen, som ikke er fredet, er der opført eksklusive villaer til mange millioner dollars.

Dansk historie

Øerne er bestemt et besøg værd. For en dansk turist er det en spændende kombination af historie, kultur, natur og afslapning. Det er helt enkelt rigtig fascinerende at besøge et sted med danske gadenavne; med gamle huse bygget i dansk stil; med fortællinger om en dansk fortid og med en befolkning, der tager rigtig godt imod danske turister. Set med historiske briller er især St. Croix interessant, fordi både Christiansted og Frederiksted rummer en tydelig dansk kulturarv, og fordi der flere steder på øen er bevaret dele af de gamle plantager. Er man mere interesseret i naturoplevelser, er St. John et besøg værd, idet en stor del af øen er fredet. De fleste planter og dyr er hentet i andre verdensdele - især fra Afrika, Asien, Europa og Sydamerika - mens den oprindelige flora og fauna næsten er udryddet. Særligt St. John, men også de andre øer, kan nærmest betragtes som et stort eksperimentarium med importerede dyr og planter, og på øerne løber der således høns, hjorte, får og geder rundt, som oprindeligt var med fra Danmark. Og ønsker man en ferie i nærheden af smukke strande og et levende restaurant- og cafemiljø er St. Thomas et rigtig godt sted at være.

Inden for de senere år har der været en stigende debat om øernes danske fortid. Debatten har primært drejet sig om den danske deltagelse i slavehandlen og udnyttelsen af afrikanske slaver på plantagerne. Debatten har fået nyt liv efter statsminister Lars Løkke Rasmussens seneste nytårstale, hvor han kom ind på 100-året for salget af De vestindiske Øer. Flere undersøgelser har vist, at omkring halvdelen af den danske befolkning mener, at Danmark bør give en officiel undskyldning til befolkningen på øerne for denne slavefortid.

Velkomne danskere

Derfor kan det virke underligt, at man som dansker bliver rigtig godt modtaget. De højlydte krav fra visse grupper på øerne om en officiel dansk undskyldning til efterkommerne af slaverne er ikke noget, man støder på, når man er i kontakt med vestinderne. Tværtimod er der især på St. Croix et klart ønske om, at der i fremtiden kommer flere danske turister, og lokalt er der en stor interesse for den danske fortid. En interesse, der ikke er knyttet til et krav om en undskyldning og en eventuel dansk erstatning. Set udefra er der behov for løsninger, så turismen fordeles bedre mellem hovedøerne St. Thomas og St. Croix, og der er behov for tiltag, der kan øge det samlede antal turister på øerne. Det virker mindre sandsynligt, at der for alvor kan skabes arbejdspladser inden for industri eller landbrug.

Web-portalen videnskab.dk bragte den 1. april 2016 en artikel med overskriften »Danmark kan købe De vestindiske Øer tilbage «. Det var en aprilsnar, og det er naturligvis helt ude i hampen at tro på, at Danmark kan eller vil overtage øerne igen. Men leger man videre med ideen, kunne der sikkert godt skabes interesse for tanken blandt den danske befolkning, for øerne er et fantastisk dejligt sted at være. Især om vinteren, hvor der er mørkt og koldt i Danmark.