Karl Otto Meyer - en politisk biografi

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 27. februar 2017. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

Dette er den første af en række kronikker om Karl Otto Meyer, som bliver bragt i Flensborg Avis i løbet af det kommende år. Hver måned bringes en artikel, der er baseret på den politiske biografi, jeg er i gang med at skrive om ham. Kronikkerne skrives i takt med, at de enkelte kapitler bliver færdige, og kronikrækken er som bogen kronologisk opbygget. Den første kronik er om hans barndom og ungdom; den anden om hans politiske bevidstgørelse på seminariet i Skaarup i årene efter krigen; den tredje om hans engagement i kampen mod vesttysk genoprustning i begyndelsen af 1950erne og så fremdeles indtil 1996, hvor han stoppede i Landdagen i Kiel.

Dokumentarfilm og biografi

Biografien er den ene del af et større Karl Otto Meyer-projekt. Den anden del er en dokumentarfilm, som instruktør Jesper Clemmensen og filmproducent Lars Feldballe er ved at lave. Det var også Lars Feldballe, der for tre-fire år siden stod for dokumentarfilmen »De glemte danskere«, som er vist flere gange på DR-TV. Den kan nu ses på www.mindretallet.dk, ligesom den kan lånes på Dansk Centralbibliotek. I forbindelse med dette arbejde blev der optaget mange timers film med Karl Otto Meyer, som ikke kom med i »De glemte danskere«. Ud over at bruge mange af disse filmoptagelser foretog vi for to år siden yderligere optagelser med ham, idet vi var enige om, at vi på et tidspunkt - når vi havde skaffet penge - ønskede at lave en dokumentarfilm om ham. Derfor har vi rigeligt med nyt filmmateriale til at lave en god dokumentarfilm, der samtidig bliver krydret med historiske film, fotografier og lydbånd med og om Karl Otto Meyer. Dokumentarfilmen bliver et portræt af mennesket Karl Otto Meyer. Det bliver en bred fortælling, og vi regner med, at den både vil blive vist på DR-TV og TV-Syd. Desuden håber vi, at NDR vil bringe filmen, da han gennem 25 år var en central politiker i Slesvig-Holsten.

Det er ingen let opgave at skrive en politisk biografi om Karl Otto Meyer, og når man alligevel gør forsøget, må man være indstillet på at blive mødt med kritik. For mange sydslesvigere er han et vigtigt ikon, og der vil være mange, der ikke mener, man skal røre ved billedet af ham. At det bedste ville være at lade mindet om Karl Otto Meyer hvile i fred. Andre vil have en opfattelse af, at biografien er for kritisk over for ham, og at tolkningerne er tvivlsomme eller forkerte. Andre igen vil mene, at biografien er for ukritisk, og at den ikke går dybt nok. Det er min opfattelse, at en forventet kritik ikke i sig selv er en grund til, at historikere skal afholde sig fra at arbejde med et emne. Tværtimod. Målet med mit arbejde er at skrive en kritisk biografi, der samtidig yder respekt for Karl Otto Meyer, og især for de beslutninger, han gennem årene var med til at træffe.

Biografien er næsten udelukkende baseret på samtidige kilder, hvor hovedparten ligger i Arkivet på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. Karl Otto Meyers privatarkiv er naturligvis helt afgørende, idet han selv for mange år siden afleverede meget materiale til os. Efter hans død har vi fået indleveret meget nyt materiale, som gør det muligt at tilføje nye vinkler til historien om ham. Desuden er der rigtig mange relevante kilder i SSWs og SSFs arkiver; i Flensborg Avis' arkiv og i forskellige private arkiver, der er afleveret af mennesker, der tilhører mindretallet. Desuden skrev han næsten dagligt en lederartikel i Flensborg Avis i perioden 1963-1985, og i disse mange ledere gav han udtryk for sine holdninger til mange forskellige ting i Sydslesvig, Slesvig-Holsten, Tyskland og Danmark. Men også internationale emner som Vietnam-krigen; konflikten i Mellemøsten; de politiske forhold i USA; truslen fra Sovjet og Østblokken etc. blev regelmæssigt beskrevet og vurderet. Lederartiklerne og hans taler i Landdagen og andre steder er derfor også vigtige kilder til at biografere Karl Otto Meyer.

Idealist - pragmatiker

I kronikkerne og i bogen argumenteres der ud fra en opfattelse af, at Karl Otto Meyer var en idealist. Med det menes der, at han havde nogle klare grundholdninger, som han ikke ville gå på kompromis med. For ham var frihed, demokrati og folkestyre helt afgørende, og han blev ved med at fremhæve betydningen af de centrale frihedsrettigheder som den personlige frihed; pressefrihed og foreningsfrihed for et velfungerende demokrati. Han blev også ved med at kræve det danske mindretals lige rettigheder i forhold til flertalsbefolkningen i Slesvig-Holsten, herunder lige økonomiske rettigheder. Desuden kritiserede han regelmæssigt de vesttyske myndigheder, når man ville forbyde yderliggående politiske partier, idet han mente det var en undertrykkelse af fundamentale demokratiske rettigheder. Yderliggående holdninger skulle i stedet bekæmpes parlamentarisk og på basis af argumenter. Karl Otto Meyer blev mere pragmatisk med årene, men han fulgte fortsat en idealistisk linje i Landdagen i 1970erne og 1980erne, hvor han var i opposition til CDU og især til ministerpræsident Gerhard Stoltenberg.

Der argumenteres også ud fra en opfattelse af, at Karl Otto Meyer søgte magten, og at han havde svært ved at afgive magten igen, når han først havde opnået den. Det er ikke det samme som at sige, at han var et magtmenneske, for dette udtryk er negativt ladet med en underliggende opfattelse af, at man søger magten for at mele sin egen kage. Sådan var det ikke med Karl Otto Meyer. Men i løbet af 1960erne og 1970erne kom han til at sidde på flere tunge tillidsposter inden for mindretallet, uden at han valgte at give slip på nogle af disse poster. Og det var noget han løbende blev kritiseret for.

Nazismens indflydelse

Endelig argumenteres der ud fra en opfattelse af, at hans barndom under det nazistiske regime fik meget stor betydning for ham som voksen. Oplevelserne under nazismen betød, at han anså Danmark som sit fædreland, og han regnede sig selv og det danske mindretal som en del af det danske folk. Hans opvækst i et dansksindet arbejderhjem i Flensborg fik betydning for hans politiske holdninger, der vel bedst kan siges at ligge omkring venstrefløjen i Socialdemokratiet. Det er derfor også naturligt, at han i Landdagen havde et tættere samarbejde med SPD end med CDU. Men da han var ung lærerstuderede i Danmark i sidste halvdel af 1940erne, regnede han sig selv som socialkonservativ, og han havde ikke meget til overs for hverken socialdemokraterne eller de liberale partier.

I kronikkerne og i biografien kaldes Karl Otto Meyer blot for »Karl Otto«. Det er meget familiært, og det er ikke helt uproblematisk, at en historiker er på fornavn med det menneske, der biograferes. Når det alligevel er blevet sådan, skyldes det to ting; Den første grund er, at det i praksis har vist sig være svært at skrive »Meyer«, da det helt enkelt virker forkert. Stort set alle inden for mindretallet har været dus og på fornavn med ham. Han var slet og ret »Karl Otto«. Den anden grund er, at han også spillede på det at være dus og på fornavn med andre. Det var noget han profilerede sig på, og noget der adskilte ham fra de fleste af hans landdagskolleger. Ved at være »Karl Otto« sendte han et stærkt signal om, at han var dansksindet, og at han var en helt almindelig sydslesviger.

I kronikken i morgen fortælles der om Karl Ottos barndom under nazismen, ligesom flugten til Danmark og livet i illegalitet på Sydfyn beskrives.