Knud Kristensen og Sydslesvig 2.del
Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 28. december 2013. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.
Det er vigtigt at forholde sig til, hvorfor Knud Kristensen valgte at spille ud med sine private meninger om en ny folkeafstemning i Sydslesvig i forsommeren 1946. Det er utvivlsomt flere grunde, men nogle få måneder forinden havde Gallup foretaget en undersøgelse, der viste, at tre ud af fire danskere var tilhængere af en ny grænseafstemning. Der er god grund til at tro, at det har været en hovedmotivation for statsministeren, selv om hans kendskab til Sydslesvig-spørgsmålet med historikeren Tage Kaarsteds ord var »uhyre begrænset«.
En anden væsentlig grund kan være, at der på dette tidspunkt åbnede sig nogle nye muligheder. Den britiske regering antydede helt fra begyndelsen af 1946, at man ville være forstående over for en dansk henvendelse om en grænseafstemning. Det blev gentaget flere gange i løbet af de følgende måneder, men - som historikeren Johan Peter Noack har sandsynliggjort - så blev Knud Kristensen ikke underrettet om dette. Udenrigsminister Gustav Rasmussen undlod at orientere statsministeren om briternes åbning i grænsespørgsmålet. Det skyldtes, at Rasmussen var stærkt imod en ny grænseafstemning, for - som han udtrykte det på et møde i januar 1946 - så ville mange tyskere »under de nuværende omstændigheder beslutte sig for dansk nationalitet af indlysende grunde; men om ti eller femten år ville de sandsynligvis ønske at vende tilbage til tysk nationalitet og ville blive en kilde til alvorlig uro og endog måske en fare for Danmark.«
Alt tyder på, at statsministeren og regeringen startede en mere offensiv Sydslesvig-politik, efter at minister for særlige anliggender, Per Federspiel, i maj 1946 havde været i London og haft møder med flere højtstående embedsmænd i Foreign Office. Det var først på dette tidspunkt, at Knud Kristensen fik noget at vide om den britiske åbenhed i forhold til grænsespørgsmålet. Det virker som om det triggede statsministeren til at komme med sine private udtalelser om Sydslesvig fra begyndelsen af juni 1946.
Britisk memorandum
I London var Foreign Office åbenlyst forvirrede over meldingerne fra Danmark vedrørende Sydslesvig. Hverken Folketingets resolution af 9. juli 1946 eller regeringens officielle erklæringer talte om en ny folkeafstemning i Sydslesvig. Samtidig rejste statsministeren, Knud Kristensen, rundt og talte for en afstemning, hvor målet var at få Sydslesvig tilbage til Danmark. Derfor udstedte Foreign Office 9. september 1946 et offentligt memorandum, hvor man i kradse vendinger kritiserede den danske indblanding i Sydslesvig og den danske regerings uklare Sydslesvig-politik. Samtidig lå det klart, at man fra britisk side ønskede en afklaring af Sydslesvig-problematikken. Man kunne forestille sig en af tre muligheder; 1) Sydslesvig kunne blive indlemmet i Danmark. 2) Det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland kunne blive udvekslet med hinanden. 3) Et mindre område kunne blive afstået til Danmark, under forudsætning af, at det danske mindretal samledes der. Den første mulighed blev frarådet, mens den anden mulighed var helt urealistisk. Den sidste mulighed var man principielt tilhænger af, og det åbnede for en britisk accept af, at Flensborg-området blev tildelt Danmark efter en ny afstemning.
Man må opfatte det britiske memorandum som et ultimatum, og i løbet af den næste måned arbejdede regeringen på en svarnote. Regeringens udkast fra 10. oktober indeholdt en passus om, at mindretallet, når forholdene var afklaret, skulle have ret til at udøve deres selvbestemmelsesret og selv afgøre Sydslesvigs fremtid og styreform. Men efter at støttepartierne havde været ind over, blev det i den endelige svarnote af 19. oktober gjort klart, at den danske stat ikke ville komme med forslag om Sydslesvigs statsretslige tilhørsforhold. Det måtte alene være en sag for sydslesvigerne.
Uanset, at det dermed var regeringens officielle holdning til Sydslesvig-spørgsmålet, drog Knud Kristensen fortsat rundt og udtalte sig som privatmand. Efter endnu en tale i begyndelsen af maj 1947, hvor han blandt andet ytrede, at han ikke ville ofre sine sydslesvigske landsmænd for at vinde Tysklands velvilje, blev det for meget for støttepartierne. Under en debat i Folketinget 30. maj 1947 blev Knud Kristensen kraftigt angrebet af Hans Hedtoft fra Socialdemokratiet, Aksel Larsen fra Damarks Kommunistiske Parti og Christmas Møller, der på dette tidspunkt var menigt medlem af Folketinget for de konservative. For at afværge regeringsstormen oplæste statsministeren dagen efter i Folketinget en erklæring, der var skrevet af den radikale Bertel Dahlgaard, hvor han erklærede at »den danske Stats Politik i det sydslesvigske Spørgsmaal er udtrykt i Noten af 19. Oktober «. Altså at den danske stat ikke ville blande sig i grænsespørgsmålet.
Men få uger efter - den 21. juni - erklærede Knud Kristensen i en ny tale i Ladelund, at han ikke mente noget med den nyligt oplæste erklæring i Folketinget. Dermed var målet fuldt for de radikale, der 6. juli erklærede, at man ikke længere kunne bakke op om Knud Kristensen-regeringens Sydslesvig-politik. Grunden vat lagt til det mistillidsvotum, som Hans Hedtoft på vegne af Socialdemokratiet stillede fredag den 3. oktober 1947. Den hårde debat forløb i næsten syv timer, men det lykkedes ikke socialdemokraterne at få flertal, fordi de radikale ikke ville stemme for mistillidsvotummet. Alligevel valgte Knud Kristensen til sidst at meddele, at han trak sig som statsminister, fordi han ikke længere kunne se nogen fremtid for sin regering.
Afrunding
Knud Kristensen fulgte nærmest en slags politisk dødsdrift i sin Sydslesvig-politik. Det var en uholdbar situation, at han som statsminister fulgte en politik, som i høj grad var udstukket af Det radikale Venstre og som gik ud på, at 1920-grænsen lå fast, når han samtidig som privatperson gav udtryk for en helt anden holdning. Det er uvist, hvorfor han så stædigt fastholdt denne linje, men det forekommer sandsynligt, at han rent faktisk mente, hvad han sagde; at sydslesvigerne skulle have ret til en ny folkeafstemning om grænsespørgsmålet. At det samtidig gav mange stemmer til Venstre var bestemt velkomment, ligesom han med tilfredshed kunne konstatere, at John Christmas Møllers politiske karriere styrtede i grus. Men det var ikke hovedsigtet med hans Sydslesvig-politik.
