Landmandsbankens krak

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 2. januar 2013. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

Landmandsbankens krak i 1922 havde meget stor betydning i samtiden. Det var den største bank i Norden, og den dækkede omkring en tredjedel af dansk bankvæsen. Derfor var det nærmest utænkeligt, at den kunne gå ned, men det skete altså alligevel.

Bankens ledelse

Mange handelsvirksomheder blev hårdt ramt i begyndelsen af 1920erne, og det betød at bankerne i almindelighed - og Landmandsbanken i særdeleshed - fik problemer med sine udlån. Det skyldtes flere ting. Efter etableringen af Den Danske Landmandsbank i 1871 blev der under direktør Isak Glückstadt ført en forholdsvis forsigtig udlånspolitik og en rolig udvidelse af filialnettet. Som navnet indikerer, var mange af bankens kunder landmænd, men efterhånden spredte aktiviteterne sig i stigende grad til andre brancher, især inden for handel. Glückstadt var således medstifter af Østasiatisk Kompagni i 1897, hvorved der blev skabt en nær kontakt til ØKs og dansk erhvervslivs førstemand, H. N. Andersen.

Da Isak Glückstadt døde i 1910 overtog sønnen Emil posten som førstedirektør i banken. Han var af en noget anden støbning end sin far. Under Første Verdenskrig deltog banken i en række finansspekulationer, og det blev der tjent rigtig godt på i løbet af krigsårene. Problemerne opstod først efter afslutningen af krigen, hvor den internationale lavkonjunktur slog igennem fra 1920. Aktiekurserne styrtdykkede, og sikkerheden bag mange af bankens udlån viste sig hurtigt at være dårlig. Det førte til, at der i 1921 begyndte at opstå rygter om, at bankens soliditet vaklede, men det blev naturligvis afvist at ledelsen. Rygterne forhindrede ikke, at banken udbetalte ti procent i udbytte til aktionærerne i februar 1922.

Engagementer uden sikkerhed

I slutningen af maj 1922 var rygterne om bankens problemer så stærke, at det fik den kongelige bankinspektør, Holmer Green, til at kræve, at han fik lov til at gennemgå Landmandsbankens engagementer. Efter ganske få dage noterede Green i sin dagbog, at »det kan blive en landskatastrofe«. Baggrunden for denne dystre forudsigelse var, at der var en række store lån og børsengagementer uden sikkerhed. En enkelt storkunde - Det Transatlantiske Kompagni - hvor Emil Glückstadt var bestyrelsesformand, skyldte alene 80 millioner kroner stort set uden sikkerhedsdækning. Det var et holdingselskab stiftet i 1916 af den førende erhvervsmand, Harald Plum, og selskabets hovedaktiviteter fandt sted i Rusland. Den russiske revolution påførte kompagniet voldsomme tab, og kombineret med en tvivlsom regnskabspraksis lå selskabet i ruiner i 1922.

Underskuddet

I begyndelsen af juli 1922 underrettede Green statsminister Niels Neergaard og handelsminister Tyge Rothe om Landmandsbankens problemer. Hans opgørelse viste et tab på 144 millioner kroner, og der skulle tilføres ny kapital, hvis ikke banken skulle gå konkurs. Emil Glückstadt havde en noget anden vurdering af bankens situation, og han forventede kun et tab på 67 millioner kroner. Ifølge Niels Finn Christiansen lykkedes det Landmandsbankens direktion at true de to ministre til, at der kun skulle afskrives 56 millioner kroner samtidig med, at Nationalbanken skulle indskyde 30 millioner. Ellers ville banken lade være med at åbne mandag den 10. juli 1922 for at undgå at der opstod et run på banken.

Det viste sig at være en rigtig skidt beslutning. I den offentlige meddelelse fra den 9. juli blev der intet nævnt om, at Holmer Green havde opgjort bankens tab til at være næsten tre gange højere end det af ministrene og Nationalbanken oplyste. Hvis det kom ud, ville det medføre stormløb mod banken, og så var man jo lige vidt. Derfor oplyste Neergaard og Rothe heller ikke de øvrige ministre om, at banken kunne være i endnu større problemer.

Oprør i regeringen

I september 1922 revnede ballonen alligevel. Neergaard var nødt til at indkalde Rigsdagen til et ekstraordinært møde, for at det kunne besluttes, at staten garanterede for en nyordning. Samtidig oplyste ØKs H. N. Andersen sine nære kontakter i regeringen - landbrugsminister Thomas Madsen- Mygdal og justitsminister Svenning Rytter - om Greens opgørelse over, hvor store bankens tab i virkeligheden var. Det gav mildt sagt postyr i regeringen, hvor Neergaard gik ud med en melding om, at det kun var ham selv og handelsministeren, der stod bag erklæringen fra juli, mens den øvrige del af regeringen var uden ansvar. Som historikeren Søren Mørch bemærker, kan det opfattes som både modigt og mandigt, men det rev samtidig tæppet væk under Nationalbankens direktion, der havde været stærkt involveret i julierklæringen. Her havde man haft den forståelige opfattelse, at det var den samlede regering, der bakkede op bag løsningen. Hvis det kun var Neergaard og Rothe, var der ikke rygdækning bag statens garanti.

I de følgende dage var der nærmest oprørsstemning i regeringen. Flere ministre gav udtryk for, at Neergaard måtte træde tilbage. Trafikminister Marius Slebsager lagde op til, at han selv eller undervisningsminister Jacob Appel skulle overtage statsministerposten. Indenrigsminister Oluf Krag antydede over for gruppeledelsen hos de konservative, at han selv ville være en egnet kandidat til at efterfølge Neergaard. Af en eller anden grund undlod landbrugsminister Madsen-Mygdal tilsyneladende at bringe sig selv i forslag. Beslutningen om en mulig statsministerudskiftning skulle træffes af Venstres hovedbestyrelse, og her kunne man ikke samles om en anden statsminister end Niels Neergaard.

Alt dette forløb inden for nogle få dage i midten af september, og den 18. september 1922 slog Neergaard tilbage. Slebsager blev tvunget til at erklære, at jeg fremdeles anser statsministeren for at være den bedste politiske fører for vort parti. - jeg vil da med glæde fortsat samarbejde med Dem, statsminister, fordi min tillid til Deres loyalitet og politiske førerevne er usvækket.?

Tegningen

Der er mange fortolkningsmuligheder til Alfred Schmidts tegning »Bankraadsmøde i Metropolitanbanken« fra Blæksprutten i 1922, men at det er en direkte hentydning til Landmandsbankens krak, hersker der næppe tvivl om. På billedet ses et meget herskabeligt indrettet mødelokale med otte stole rundt omkring et bord. Det er dog kun manden for bordenden, der viser en levende figur, som står og læser op fra et stykke papir. De øvrige syv mødedeltagere er nærmest siddende fugleskræmsler i gallatøj, der er fyldt ud med halm. At der tales om »Metropolitbanken«, kan være en hentydning til, at Landmandsbanken i 1922 faktisk ikke så meget var landbrugernes bank, som det var en bank for internationale danske handelsvirksomheder, herunder især Det Transatlantiske Kompagni. Tegningen er formentlig også en illustration af, at der i 1922-23 blev forberedt retssager mod Emil Glückstadt og den øvrige direktion for at have begået bedrageri. Glückstadt og andre var anklaget og blev dømt for at have ladet Landmandsbanken dække deres egne kurstab i forbindelse med aktiespekulationer. Tegningen kan tænkes at vise, at bagmændene bag Landmandsbankens flotte facade var uden indhold. Det var i hvert fald det, som blev enden på forløbet af Landmandsbankens krak.