Ny serie: Sydslesvigere under 1. Verdenskrig
Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 28. januar 2015. Ophavsmænd er Mogens Rostgaard Nissen og Jens Nygaard. Artikel og fotos er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.
Det skyldes, at det er 100 år siden, at 1. Verdenskrig fandt sted. I Arkivet ved Dansk Centralbibliotek er der mange breve og dagbøger, der er skrevet af de unge mænd, der var soldater under krigen. Der er også mange breve fra kvinderne, der var efterladt hjemme, mens deres mænd var i krig. Disse breve og dagbøger bliver brugt til at fortælle personlige historier fra fronten og fra hjemmefronten.
Selv om krigen i dag bedst huskes for de fire års skyttegravskrig på Vestfronten, så fandt den også sted andre steder og på andre måder. På Østfronten, der løb gennem fl ere østeuropæiske lande, var der også mange dansksindede soldater, som deltog i kampene helt frem til efteråret 1917, da Rusland efter revolutionen trak sig ud af krigen. Andre sydslesvigere var med i kolonikrigene i Afrika, ligesom andre deltog i fl åde- og ubåds-krigen. Artiklerne vil afspejle forskellige dele af krigen, og de tager som nævnt afsæt i de personlige beretninger.
Følger et ægtepar
Artikelserien følger journalisten på Flensborg Avis, Jens Nielsen Jensen. Han var soldat på vestfronten fra slutningen af august 1914 og frem til efteråret 1917, da han var indlagt på lazaret og derefter hjemsendt. Jens skrev hver uge fl ere breve til sin hustru, Ellen, og hun sendte næsten lige så mange breve til ham. Desuden sendte Jens fl ere »feltbreve« til Flensborg Avis, som blev bragt i 1915 og 1917. Ellen skrev også løbende breve til sine forældre, der boede på Fyn. Alle breve fra Jens og Ellen er bevaret, og det er derfor muligt at følge med i Jens' oplevelser ved fronten, og det liv, Ellen og de to små døtre, Ingrid og Karen, levede derhjemme.
Omkring halvdelen af artiklerne vil være baseret på Jens og Ellens breve, mens den anden halvdel tager afsæt i beretninger fra andre slesvigske soldater og deres familier derhjemme. De personlige fortællinger sættes ind en overordnet ramme for krigens forløb, så man samtidig kan følge med i, hvad der skete rundt om i Europa og verden.
De troede de kom hjem til jul
Mellem 2000 og 5000 danske sydslesvigere blev tvunget til at deltage i 1. Verdenskrig. Det gik hårdt ud over dem, og hjemmefronten havde også en hård tid.
Flensborg. 1. Verdenskrig brød ud den 1. august 1914, da Tyskland erklærede Rusland krig. Krigen varede i mere end fi re år, og det var først den 11. november 1918, at der blev indgået våbenhvile.
Under krigen stod to militæralliancer over for hinanden. På den ene side var Tyskland og Østrig-Ungarn de vigtigste lande blandt de såkaldte Centralmagter, mens Osmannerriget - det nuværende Tyrkiet - fra oktober 1914 tilsluttede sig denne alliance. Den anden side - som blev kaldt Ententemagterne - bestod af Storbritannien, Frankrig og Rusland. Rusland trak sig i november 1917 ud af krigen som følge af revolutionen og bolsjevikkernes magtovertagelse. Japan valgte fra 1914 at bakke op bag Ententemagterne, og i 1917 trådte USA ind i krigen på fransk-britisk side, ligesom også Italien fra foråret 1915 valgte at støtte Ententemagterne.
Fronten lå stille
Tyskland kom til at stå meget alene i krigen, idet Østrig-Ungarn og Osmannerriget viste sig at være stærkt svækkede stormagter. Retrospektivt vurderet er det derfor imponerende, at der gik så lang tid, inden krigen var afsluttet. Ved krigens udbrud var der da også på begge sider en stærk forventning om, at krigen ville være hurtigt overstået. Ja, faktisk troede de fl este, at krigen ville være forbi inden julen i 1914. Men sådan gik det altså ikke.
En væsentlig grund til, at krigen blev så langvarig var, at datidens militærteknologi gjorde det meget lettere at forsvare end at angribe. Dette illustreres af, at Vestfronten i Frankrig og Belgien næsten stod stille i fi re år, mens soldaterne lå i skyttegravene over for hinanden.
Tvunget i krig
Danmark var neutralt under krigen. Alligevel deltog mange dansksindede i krigen, fordi de boede i Slesvig og havde tysk pas. Mindretalsledelsen opfordrede de unge dansksindede mænd til at deltage i krigen, fordi de ellers risikerede at miste retten til at blive i Slesvig, hvis Tyskland vandt krigen. Derfor var der 30-35.000 dansksindede fra Sønderjylland, der var med i krigen, mens det er mere usikkert, hvor mange dansksindede sydslesvigere der deltog. Men det har formentlig været 2000-5000 sydslesvigere. Og der var 5-6000 dansksindede soldater, der mistede livet under krigen, mens flere kom fysisk og psykisk invaliderede hjem.
Mens mændene var i krig, måtte kvinder og børn få hverdagen på hjemmefronten til at fungere. Mange af de dansksindede soldater var landmænd, og det var derfor op til kvinder, børn og gamle at klare arbejdet på gårdene. I Flensborg var der en forholdsvis stor arbejderbefolkning, og med mændene i krig måtte kvinderne sørge for at skaff e penge til mad og tøj til sig selv og børnene. Flensborg oplevede som andre tyske byer, at der i den sidste del af krigen var mangel på fødevarer. Det ramte naturligvis også byens dansksindede befolkningsdel.
Det danske ægtepar Jensen og den ufrivillige krig
Flensborg. Jens Nielsen Jensen blev født i Daler Østerby ved Højer i 1879. Han blev først uddannet til mejerist, inden han via ophold på højskolerne i Testrup og Askov blev ansat som journalist på Hejmdal i Aabenraa. I 1908 kom han til Flensborg Avis, og han blev ofte kaldt »Journalist Jensen«, fordi han gennem 50 år var journalist ved avisen. Han døde i Flensborg i 1962, fi re år efter han var gået på pension.
I 1911 giftede Jens sig med Ellen Kirstine Hansen (1888-1967). Hun kom fra Odense, men blev stærkt engageret i det danske arbejde i Flensborg. Både hver for sig og sammen fyldte Jens og Ellen meget i det danske mindretal. Ud over at være journalist var Jens mangeårig formand for SSF, distrikt 1 i Flensborg, og han var formand for den selskabelige forening Ydun samt bestyrelsesmedlem i SdU. Ellen var en af initiativtagerne til at oprette Flensborg Husmoderforening i 1937, og hun var gennem mange år foreningens formand, ligesom hun var formand for hovedorganisationen af danske husmoderforeninger i Sydslesvig. Der er desuden talrige beretninger om, hvordan det jensenske hjem i det nordlige Flensborg altid var fyldt med dansksindede.
Flensborgske Jens til fronten
Jens Nielsen Jensen kom først til området ved Liege i Belgien, hvor han var kraftigt påvirket af de civiles mange lidelser.
Jens Nielsen Jensen blev indkaldt som soldat umiddelbart efter krigens udbrud, og han sendte det første brev hjem til Ellen den 7. august 1914. Her forklarede han, at »nu er vi i vort første kvarter og har det ligefrem fortrinligt «. Han var kommet til en lejr ved Nortorf lidt syd for Rendsborg. Her blev han trænet, inden han skulle sendes til fronten. Jens havde gennemført sin værnepligt i 1901, så han modtog kun en hurtig genoptræning.
Han skrev et langt brev til Ellen i midten af oktober, hvor han beskrev sine oplevelser, siden han var blevet sendt afsted den 24. august. Han fortæller om den langsommelige togrejse fra Rendsborg til Aachen, der tog 37 timer. Soldaterne var på turen ned gennem Tyskland blevet mødt med overstrømmende begejstring.
I Hamborg havde der været »mange smukke kvinder i sommerdragter, som hilste på os med smil på læben og de dristigste med kys«, mens de mange bønder, der var i gang med høsten, havde vinket begejstret til soldaterne, der kørte forbi.
Over grænsen til Belgien
Jens' beskrivelse passer fint med andre soldaterberetninger, der også fortæller om overstrømmende opbakning til de tyske soldater, der var på vej til fronten. I de første uger af krigen var den tyske befolkning nærmest i en krigsrus, der dog fortog sig, efterhånden som krigen trak ud.
Den 27. august 1914 krydsede Jens' deling grænsen til Belgien, og de følgende dage befandt de sig i området nær Liège.
Det skete, efter at Tyskland havde annekteret Luxembourg den 2. august og angrebet Belgien to dage senere. Det var et led i den såkaldte von Schlieffen- plan, hvor tanken var at gennemføre en erobring af Belgien, for at Tyskland kunne komme videre og angribe Frankrig fra nord.
Især området ved Liège oplevede hårde kampe i løbet af august 1914, og det vidner Jens´ beretning da også om; »Men der så vi også de første sammenskudte bygninger. Befolkningen vinkede ikke længere, de holdt sig tilbagetrukket, gardinerne var nedtrukket, enkelte græd da de så os«.
Han fortsatte med at fortælle, at »Udenfor Lüttich (Liège) så vi de første grave; det var slesvig-holstenere, blev der sagt. Var der bekendte iblandt dem? Hvem ved; ingen kunne give oplysninger. Langt borte fra hjemmet og deres kære var de stedt til hvile. De, der stod dem nær, fik måske aldrig at vide hvor, fik måske aldrig lejlighed til at lægge en krans. Men disse tanker må fly, rejsen gå videre. Krigen er et råt håndværk«.
Jævnede by med jorden
Et par dage senere kom de til Leuven, der ligger lidt uden for Bruxelles. Byen havde kapituleret kort tid forinden, og derfor var det meningen, at soldaterne hurtigt skulle videre. Men det blev pludseligt beordret, at »en del af Leuven skulle jævnes med jorden. Befolkningen havde skudt på vore soldater. Det var voldsomt at se den endeløse række af folk i alle aldre og klasser vandre bort; jeg glemmer det ikke til min dødsdag«.
Det er tydeligt, at Jens var stærkt påvirket af, hvordan den belgiske civilbefolkning led under krigen. Han var også bekymret for, hvad fremtiden ville bringe, og hvor lang tid han selv ville overleve. Og det endda inden han var kommet i kamp.
Det var først i midten af september, at han kom frem til fronten i Nordfrankrig, og den 5. oktober skrev han lakonisk i brevet; »Dag efter dag har vi været i virksomhed ved Noyon. Kanoner buldrer. Drøn følger drøn. Geværets ild høres ind imellem. Flyverne kredser; man prøver at hente dem ned, men det lader kun til at lykkes i enkelte tilfælde«.
I de næste tre år deltog han i kampene på Vestfronten, og han skrev regelmæssigt hjem til Ellen. Vi følger hans feltoplevelser helt frem til, han i slutningen af juli 1917 blev indlagt med, hvad han selv betegnede som gigt. Og vi følger ham efter, han blev hjemsendt i begyndelsen af september 1917.
