Slesvigland – slesvigsk identitet

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 25. maj 2016. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

Slesvigland udkom første gang i marts 1980, og der blev derefter udgivet flere årlige numre helt frem til 2010. Tidsskriftet var hustandsomdelt over hele Sydslesvig og udkom derfor i mere end 200.000 eksemplarer.

Den slesvigske identitet I lederartiklen i det første nummer blev det slået fast, at Slesvigland »først og fremmest bliver skrevet for slesvigere, idet tidsskriftets hovedsigte er at styrke den slesvigske identitet«. Det mente redaktionen, der var behov for, fordi Slesvigs forhold gennem historien var blevet påvirket udefra af »magtkampe, kongers og hertugers videregående politiske mål, sammenstød mellem forskellige politiske, sproglige og retslige systemer«. Derfor var det intet under, at slesvigerne måtte spørge; »Hvem er vi?«.

Formålet med at styrke den slesvigske identitet kan i dag synes ukontroversielt, men sådan blev det ikke opfattet i samtiden. Som det fremgår af kronik nummer tre blev udtrykket »slesvigsk identitet« kritiseret fra både tysk og dansk side. Ledelsen af de tyske grænseforeninger opfattede det som et slet skjult forsøg på at dække over, at Slesvigland skulle styrke det danske i Sydslesvig. Og mange fra de danske organisationer i Sydslesvig mente, at det var forfejlet at tale om nogen selvstændig slesvigsk identitet; enten var man tysk eller dansk, men altså ikke slesvigsk.

I lederartiklen i det første nummer fulgte redaktionen op med at lægge vægt på, at man ville »yde sit bidrag med objektiv formidling og redelig debat« til gensidig dansk-tysk forståelse og respekt. Man byggede den redaktionelle linje på »demokrati og selvbestemmelsesret, på kulturernes og sprogenes ligeberettigelse. « Det blev gjort helt klart, at Slesvigland ikke var imod noget eller nogen, men alene for Slesvig og slesvigerne. Derved forsøgte man at tage brodden ud af en forventet tysk kritik af, at Slesvigland var et dansk tidsskrift, der alene havde til formål at skabe national splittelse i grænselandet.

Det blev også understreget, at Slesvigland var »uafhængigt af alle offentlige og private interesser«, og man forsøgte på den måde at fremstå som et nyt tidsskrift, der alene ville formidle neutrale, oplysende artikler om Slesvigs kultur og historie. Alligevel skabte udgivelsen af de første numre stort postyr, og især lederne af de tyske grænseforeninger havde en anden udlægning af formålet med tidsskriftet. De opfattede Slesvigland som et propagandaskrift og et dansk kulturfremstød i Sydslesvig. Men havde de kritiske tyske ryster ret? Ville menneskene bag Slesvigland formidle oplysende artikler om Slesvig, som var nationalt neutrale, eller var der andre formål?

Traugott Møller

For at kunne svare på det er det nødvendigt at gå tilbage til foråret 1978, hvor de første ideer blev fostret, og det er nødvendigt at forholde sig til de mennesker, der stod bag tidsskriftet. Idéskaberen var Traugott Møller, der var tekstilfabrikant og boede i Sønderborg. Han var født og opvokset i Flensborg som søn af grosserer I.C. Møller, der var én af det danske mindretals absolutte ledere i mellemkrigstiden, ligesom han umiddelbart efter krigen blev indsat som borgmester i Flensborg af de britiske myndigheder. Traugott Møller stiftede i 1976 I.C. Møller-Fonden – der normalt blev omtalt som »De små glæders fond« – som årligt sendte støtte til projekter i Sydslesvig. Han var derfor gennem mange år en meget vigtig mæcen for det danske mindretal i Sydslesvig.

Slesvigland var fra begyndelsen Traugott Møllers projekt, og det var ham, der - via den nyoprettede Traugott Møller-Fonden – betalte for udgivelsen. Han udviklede fra april 1978 planerne for tidsskriftet i samspil med en lille kreds af andre mænd. De diskuterede, hvad formålet skulle være; hvad det skulle indeholde, og hvordan og hvor ofte det skulle udsendes. Det var en omstændelig proces, der trak længere ud end forventet af Traugott Møller. Han troede, at det første nummer ville være ude i januar 1979, men det viste sig hurtigt at være umuligt. Derfor blev udgivelsesdatoen udskudt til den 1. september 1979, og da det også viste sig at være for optimistisk, lagde man sig fast på marts 1980 – og den deadline blev overholdt.

Sigfred Andresen var den anden hovedaktør. Han var skoleinspektør på Bredsted danske Skole og havde et meget stort netværk inden for det danske mindretal. Han var med fra begyndelsen og blev allerede i sommeren 1978 udset til at være Slesviglands ansvarshavende redaktør. På dette tidspunkt var posten nærmest en formalitet, fordi tysk lovgivning krævede, at der skulle være en ansvarshavende redaktør. I de første udkast blev der lagt op til, at der både skulle være en egentlig redaktion og en redaktionel komité, der skulle have en slags kollektiv beslutningsmyndighed. Men denne organisering gik man efterhånden bort fra, og da Slesvigland endelig udkom, var Sigfred Andresen også reelt den ansvarshavende redaktør.

Redaktionskomiteen

Traugott Møller havde også kontakt til flere andre mennesker, som han – og senere også Sigfred Andresen – ønskede at inddrage i arbejdet med tidsskriftet. Enten som skribenter, eller som en del af en redaktionskomité, der skulle være en faglig støttegruppe. Karl Otto Meyer var én af disse centrale mænd, som blev trukket ind i udviklingen af Slesvigland. Han var på dette tidspunkt medlem af Landdagen i Kiel og chefredaktør på Flensborg Avis. I sommeren 1978 havde Møller og Meyer en række møder og brevvekslinger om ideen bag Slesvigland, og de forhandlede om, at Flensborg Avis skulle trykke tidsskriftet og stå for udsendelsen. I den indledende fase var det planen, at Slesvigland skulle udsendes til abonnenter på begge sider af grænsen, men allerede fra efteråret 1978 besluttede Møller, at det første nummer skulle udsendes til alle telefonabonnenter i Sydslesvig, mens de følgende alene skulle udsendes til abonnenter. Frem til sommeren 1979 var det planen, at Flensborg Avis skulle trykke Slesvigland, men efterhånden måtte Meyer erkende, at opgaven blev for stor for avisen. Samtidig blev Meyer trukket ind redaktionskomitéen, som Møller ønskede skulle virke anonymt bag den egentlige redaktion, og alene hjælpe til som faglige konsulenter. H. P. Clausen var en anden mand, der skulle være med i redaktionskomitéen. Han var professor i statskundskab på Århus Universitet, og blev senere i 1980erne minister i forskellige Schlüter-regeringer; formand for Folketinget i 1989 og fra 1997 dansk generalkonsul i Flensborg. Møllers tanke var, at Clausen både skulle levere artikler til Slesvigland og være tidsskriftets historiske ekspert.

Karl Otto Meyer og H. P. Clausen udtrykte fra begyndelsen enighed med Traugott Møller i formålet med Slesvigland. De synes begge det var vigtigt, at der blev formidlet viden om Slesvigs kultur og historie på både dansk og tysk, så især de tysktalende i området havde mulighed for at få den sande historie om Slesvigs danske fortid. Derfor var det vigtigt, at det første nummer blev udsendt gratis over hele Sydslesvig.

Troels Fink var en tredje ekspert, som Møller forsøgte at trække på. Indtil 1979 var han direktør for Institut for Grænseregionsforskning, men havde tidligere været dansk generalkonsul i Flensborg og endnu tidligere professor i historie ved Aarhus Universitet. Fink var ikke videre begejstret for ideen, og han brød sig ikke om navnet Slesvigland. Han indvilgede dog i at skrive en artikel til det første nummer om Dronning Margrethes besøg i Flensborg i 1978, men frabad sig at være med i en anonym redaktionskomité.

I kronikken i morgen fortælles om de mange besværligheder, der var, inden Slesvigland var klar til at udkomme.