Børn & unge

OrdFraNord: Vild med Vitello

Kim Fupz Aakeson. Foto: Sara Galbiati.
Kim Fupz Aakeson. Foto: Sara Galbiati.
I 2024 fejrer Kim Fupz Aakeson sit 40-års jubilæum som børnebogsforfatter. Den 20. september kan I møde forfatteren af de populære Vitello-bøger på Flensborg Bibliotek.

Tid
15:00 - 16:30
Adresse

Norderstraße 59
24939 Flensburg
Tyskland

I 2024 fejrer Kim Fupz Aakeson sit 40-års jubilæum som børnebogsforfatter. Han debuterede i 1984 med “Hvem vover at vække guderne?”. Men der er jo også populære Vitello, hvis far er en sjuft fra Italien.

“Legen var stadig god”

I januar 2024 udkom meget passende bind 24 i serien om Vitello. Kim Fupz Aakeson har skrevet teksten og Niels Bo Bojesen har illustreret.

“Da vi havde lavet 12 Vitello-bøger sammen, besluttede vi at stoppe, for legen var stadig god, og 12 var et passende antal.”, fortæller Kim Fupz Aakeson.

“Kom til at savne knægten”

“Det eneste problem var, at vi begge kom til at savne knægten, så efter et års tid som barnløse fandt vi sammen igen og blev enige om, at Vitellos oplevelser bliver ved, indtil han ikke oplever mere.”

Fra et interview med Kim Fupz Aakeson af Rasmus Meldgaard Harboe. Fra “Børn & unge. Fortællinger. Forår 2024”

Fupz i Sydslesvig

Kim Fupz Aakeson læser op fra bøgerne om Vitello - og den dreng roder sig jo ud i lidt af hvert. Måske kommer der ligefrem en historie, der er så ny, at den slet ikke er udgivet endnu?

Oprindelig var Kim Fupz Aakeson tegner, og han begyndte at skrive for at have noget at illustrere. Jubilæet markeres blandt andet med udgivelsen af den store illustrerede bog “Fupz på tværs”, der indeholder seks af hans allerbedste billedbøger: “Pigen der fik rigtig mange søskende”, “En pige, en løve, en storvildtjæger”, “Farmanden”, “Gorillaen der var en gorilla”, “En lille bog om det hele” og “Krapyl”.

Tilmelding

I kan møde Kim Fupz Aakeson på fredag den 20. september kl. 15:00 på Flensborg Bibliotek, hvor han fortæller om sine oplevelser med Vitello.

Fri entré.