OrdFraNord: Mød forfatterne Auður Ava Ólafsdóttir, Tina Harnesk, Stine Askov og Keld Conradsen

- Date
- Tid
- 16:00 - 20:00
- Bibliotek
- Flensborg Bibliotek
- Adresse
-
Norderstraße 59
24939 Flensburg
Tyskland
Fire spændende forfattere besøger årets litteraturfest, som finder sted nord og syd for grænsen. Den 19. september kan du møde Auður Ava Ólafsdóttir, Tina Harnesk, Stine Askov og Keld Conradsen på Flensborg Bibliotek.
Tina Harnesk
I 2022 debuterede Tina Harnesk i Sverige med Folk som sår i sne. Læserne var begejstrede, og bogen blev kåret til Årets bog. Den handler om et ældre samisk ægtepar. 85-årige Máriddja får en cancerdiagnose og sætter sig for at finde en dreng, som hun opfatter som sin egen. Kommunen skal ikke blande sig i noget. I stedet taler hun med Siri i det nye telefonapparat.
I 2024 udgav hun Mödramärg i Sverige.
Forfatteren er født i 1984 og opvokset i en samisk familie i Jokkmokk nord for polarcirklen og bor nu på et lille bjerg uden for Arvidsjaur. At leve et stille og langsomt liv tæt på naturen, og hendes rødder er en forudsætning for, at hun kan skrive.
Auður Ava Ólafsdóttir
I april udkom DJ Bambi om en 61-årig transkønnet kvinde. Det her er hendes historie fra dengang, hun delte livmoder med sin tvillingebror, og frem til i dag, hvor hun er begyndt at tage kvindelige hormoner. Imens snegler hun sig op ad ventelisten til en operation, der skal give hende en krop, hun kan føle sig hjemme i.
Forfatteren har tidligere udgivet Stiklingen, Svaner bliver ikke skilt, Ar, Miss Island, Dyreliv og Eden.
Auður er født i Island og har boet ti år i Italien og Frankrig og har blandt andet læst på Sorbonne i Paris. Hun er tidligere lektor ved Institut for Kunsthistorie på universitetet i Reykjavik.
Stine Askov
Varme hænder fra 2024 er et psykologisk drama om omsorgsarbejde. Den giver både et indblik i, hvordan det er at være afhængig af andre, og hvad det kræver at være omsorgsperson. Egentlig er det “Verdens nemmeste job” at være handikaphjælper for en forfatter, men det er det så ikke alligevel. Romanen giver et nuanceret indblik i de dilemmaer, der er forbundet med at være omsorgsperson.
Forfatteren har tidligere udgivet Bid, Kaninens år, Bjørneklo, Katalog over katastrofer og Nøjsomheden.
Stine er fra Helsingør og har arbejdet som pædagog i 15 år, før hun blev forfatter på fuldtid.
Keld Conradsen
I efteråret 2024 udgav Keld Conradsen Trampemarchen. Romanen er vokset ud af hans familiehistorie i mellemkrigstidens Sønderjylland, hvor skellet mellem dansk og tysk splittede familier. Trampemarchen giver et godt tidsbillede af mennesker i Aabenraa og omegn i 1920'erne og 1930'erne med klasseforskelle, nationale konflikter, kærlighed og sorg.
Tidligere har forfatteren, som er født i Kværs, udgivet flere romaner, som knytter sig til Sønderjylland: Den længste nat, Stemte s'er, Familien Bruchfontaine og endvidere Småfisk og guldmakreller, Angus McFinneys fatale forstyrrelser, Centrifugen og Byen og havet.
Interview ved journalist og forfatter Birgitte Bartholdy, kulturformidler Sigurbjörg Elín Hólmarsdóttir og bibliotekar Lene Lund.
Billetter
Entré 15 Euro inkl. let traktement