Hvem bestemmer i vores land?
Ja, hvem bestemmer egentlig i vores land? og hvordan forklarer man det til sit barn?
Af Rita Jakobsen
Af: Anne-Marie Steenstrup, bibliotekar.
Vores børn vokser op i et demokratisk samfund.
For dem er denne virkelighed en selvfølge. Men, som vi bliver mindet om for tiden, med et blik ud i den store verden, er et demokrati ikke en selvfølge.
Et demokrati kan kun eksistere, hvis vi passer på og værner om de demokratiske strukturer og institutioner.
Hvis vi vil give vores demokratiske samfund videre til vores børn, er det vigtigt, at vi fortæller dem, hvordan det hele hænger sammen.
F.eks. hvordan er demokratiet opstået? og hvordan er det bygget op?.
Når børn kender til deres muligheder og rettigheder, vil de have lettere ved at forstå på hvilken måde de selv kan være med til at bestemme i vores land.
Hent viden på biblioteket
I forsøget på at fortælle om demokrati og Grundloven, og om hvilken rolle f.eks. Kongehuset spiller, kan man opleve, at det hurtigt bliver for kompliceret. Som voksen har man ofte heller ikke altid selv styr på emnet.
På biblioteket har vi flere bøger, der er skrevet til børn. De giver en god beskrivelse af, hvad et demokrati er, hvordan vores demokrati er opbygget og hvordan det fungerer. Her kan både børn og voksne lære noget.
"Politik, magt og stemmer, der tæller"
Margrethe Vestager (dansk politiker og bl.a. tidligere næstformand og konkurrencekommisær i EU) har skrevet bogen "Politik, magt og stemmer, der tæller" om hvorfor hun selv blev politiker.
I bogen fortæller hun også om Grundloven, børns rettigheder, politisk højrefløj og venstrefløj, og om, at kvinder i gamle dage ikke måtte stemme.
Bogen er skrevet i et meget levende sprog, og illustrationerne er med til at få bogen til at ligne en billedbog, som gør den mere interessant for børn.
"Sigurd fortæller om Grundloven"
Sigurd Barrett (dansk pianist, komponist, og forfatter) har skrevet en bogen "Sigurd fortæller om Grundloven". Bogen er skrevet som små enkeltstående historier.
Med til dels opdigtede personer, som gør historierne lette at leve sig ind i. I hver historie er der et overordnet emne, og i historierne er der ord som er farvet blå (relevante personer) og ord som er farvet røde (relevante begreber).
Andre anbefalinger kunne være ”Hvem bestemmer” af Sofia Osmani og Gitte Kjær-Westermann eller ”Grundloven – demokrati, folk og magt” af Peter Straarup Søndergaard.
Lad os huske på, som Winston Churchill sagde, at: ”Demokrati er verdens værste styreform, bortset fra alle andre der er prøvet”.