Jón Kalman Stefánsson
Jón Kalman Stefánsson
Jón Kalman Stefánsson er en islandsk forfatter med et poetisk og filosofisk forfatterskab om kærlighed, død, ansvar, mørke og lys. I Himmellegemer over verdens yderste rand tager han afsæt i en historisk massakre og undersøger menneskelighed og det skrevne ords magt.
Mød forfatteren Jón Kalman Stefánsson
I efteråret 1615 blev de såkaldte »drab på spanierne« begået i Island. Det var en brutal massakre, hvor islandske bønder og fiskere på foranledning af sysselmanden i Isafjords syssel overfaldt og dræbte en gruppe skibbrudne baskiske hvalfangere. Meget af det, der skete, er stadig uklart. Den primære kilde til begivenhederne var længe et skrift af den folkelige forfatter, Jón Guðmundsson den lærde (1574–1658), med titlen »En sann berättelse om några spanjorers skeppsbrott och slakt«. Jón var tydeligt på baskernes side, og det, som han skrev, fik alvorlige konsekvenser for ham.
Det skrevne ords magt
Denne historiske begivenhed bliver i Jón Kalman Stefánssons »Himmellegemer over verdens yderste rand« udgangspunktet for jeg-fortælleren, pastor Péturs, overvejelser om det menneskelige, kærligheden, vigtigheden af at tage ansvar, men frem for alt om det skrevne ords magt. Tankerne presser sig på i Péturs sind, og hans fortælling er fuld af sidespor, men hovedtemaet er denne frygtelige historie.
»Ud over at udgive romaner og digte har Jón Kalman været en aktiv deltager i samfundsdebatten, hvor han altid tager menneskelighedens og litteraturens parti. Hans værk har stærke personlige træk og kendetegnes ved en lyrisk inspireret fantasi, som han aldrig er nærig med«, skriver Nordisk Råds litteraturpris i forbindelse med nomineringen. (www.norden.org.da)
Intet er mig skønt uden dig
Jón Kalman Stefánsson debuterede på dansk i 2009 med »Sommerlys, og så kommer natten«, som er skæbnefortællinger om beboere i en lille by på Islands vestkyst, om deres drømme, længsler, lidenskaber og laster.
Året efter udkom »Himmerige og helvede«, som er første del af trilogien om Drengen. Drengen og Bardur er en del et lille fiskerkollektiv. De skal på havet, der en varslet storm. Bardur er så optaget af at læse i Miltons »Det tabte paradis«, at han glemmer sin skindanorak. Efter timer på ishavet bliver Bardur så afkølet, at han til sidst dør i Drengens arme med Miltons ord på sine blåfrosne læber: »Intet er mig skønt uden dig.«
De følgende år udkom »Englenes sorg« og »Menneskets hjerte«. I serien følges Drengen, der er optaget af digtning og lærdom, noget atypisk for en mand på den tid.
Forfatterne har endvidere skrevet »Den gule ubåd«, »Stjernernes knitren«, »Dit fravær er mørke« og »Historien om Asta: hvor går man hen hvis der ingen vej er ud af verden«
Lyset i og mørket
Alle Jón Kalmans fortællinger er fulde af voldsomme følelser og skæbnesvangre valg, men også af dagligdags beskrivelser der ofte kan findes side om side med indslag af overnaturlige hændelser. Det er medrivende, poetisk og ofte humoristisk fortalt, og i de store fortællinger er indflettet filosofiske betragtninger om livet, døden og – frem for alt – kærligheden. I det hele taget er spændet mellem lys og mørke altid til stede i Jón Kalmans bøger, og han fortæller, at det for ham ikke giver mening kun at beskæftige sig med den ene pol. Som han udtaler i et interview: »Jeg har det som en bluesmusiker der henter sine sange nede i mørket, men godt kan være glad, når han spiller dem. For dem der ikke kender mørket, kender heller ikke lyset.« (Kilde Batzer)
Fortællingen i centrum
Jón Kalman Stefánsson har modtaget: Den islandske litteraturpris, Islandske boghandleres pris, Per Olov Enquists Pris og den franske Prix du Livre étranger. Fem gange har han været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, blandt andet for »Fisk har ingen fødder«, der fortæller den islandske historie gennem tre generationer i det 20. århundrede - med et samfundskritisk syn på den nyeste tid. »Nogenlunde på størrelse med universet« er en selvstændig fortsættelse.
For Jón Kalman er teksten og fortællingen dog vigtigere end priser:
»Det er fint, hvis man er heldig at vinde priser, men det ændrer ikke noget. Jeg glemmer alt om priser, kritik og læsere, når jeg sidder og skriver. Da forsvinder alt. Det eneste som gælder, er at sætte alt du har i det, du skriver. At skrive er en lang, konstant og svær kamp, hvor tvivlen er din bedste ven og største fjende.» Fortalt i forbindelse med et besøg på Roskilde Bibliotek.
Om forfatteren
Jón Kalman Stefánsson er født i Reykjavik i 1963. Han har studeret litteratur på Islands Universitet og fik samtidigt i 1988 sin debut med digtsamlingen »Með byssuleyfi á eilífðina. Höfundur«. I perioden 1992-95 boede han i København, og siden 2000 har han været fuldtidsforfatter. Han er gift med forfatteren Sigríður Hagalín Björnsdóttir, der også deltager i OrdFraNord 2026