Drop skærmen og tag ud i naturen
Sommeren er lige på trapperne, og I har sikkert alle sammen fundet havemøblerne frem allerede. Der er en masse at opleve, nu hvor dagene er lange og når det snart forhåbentligt bliver rigtig varmt igen. På denne side finder I en masse tips og inspiration til lange varme sommerdage (og nætter).

Bibliotekets hylder gemmer på masser af tips til, hvordan du kan være aktiv ude i naturen. På denne side har vi samlet et udvalg af spændende titler, som helt sikkert vil inspirere dig til at gå på opdagelse i naturen eller måske prøve en ny sommeraktivitet.
Du kan også kigge forbi biblioteket og gå på opdagelse i vores bogudstillinger.

Anne anbefaler: Spis dit ukrudt af Anemette Olesen
"Naturen byder på utallige skatte, der bare venter på at blive opdaget. Vilde urter er ikke kun gratis, men også utrolig næringsrige og sunde. De vokser ofte lige uden for vores dør, på enge, i skove og langs vejkanter – og det bedste er: De smager fantastiske!
En tur ud i naturen med børnene gør indsamlingen af urter til et spændende eventyr. De små oplever ikke kun planternes mangfoldighed, men lærer også om bæredygtighed og fordelene ved naturlig kost. Urter som nælde, mælkebøtte og skvalderkål er spiselige og hurtigt blive til en del af jeres måltider – f.eks. i en frisk salat, en urte-suppe eller en lækker pesto.
„Spis dit ukrudt“ af Anemette Olesen byder på inspirerende opskrifter med smukke illustrationer og værdifuld information om vores lokale urter. I denne bog finder du nogle af de mest kendte vilde urter.
Hvis du ligesom mig ikke er særlig god til at dyrke grønsager, men alligevel har lyst til at nyde naturen, tag en kurv med, få måske fat i Olesen’s bog, og opdag de vilde skatte i naturen sammen med børnene!"
Anne Schmidt, bogholder på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig
Tips til børnefamilier
Naturen byder altid på spændende oplevelser, når først man er kommet afsted. Og børnene plejer at være rigtig gode til at gå på opdagelse og finde på lege selv. For at starte jer op, har vi samlet nogle idéer til, hvad I kan foretage jer ude i naturen, og hvordan I kan få lidt natur med hjem efterfølgende.

Johanne anbefaler: Min naturbog af Ole Laursen
Skab dine egne 50 finurlige og magiske oplevelser i naturen!
Naturen giver os fine oplevelser, hvis vi blot opsøger dem. Her får du god hjælp til de mange forslag og gode forklaringer til at komme af sted. Bogen kan bruges som den er, eller den kan være en inspiration til at lave din/jeres helt egen bog med oplevelser.
Hver oplevelse er godt beskrevet med bl.a. en intro til oplevelsen, en "Fun Fact" og en opskrift "Sådan gør du". En herlig bog til naturglade familier og en god opfordring til dem, som har brug for et lille puff.
Johanne Pasgaard, souschef på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig
Har du prøvet at...?
Nogle gange er det på tide, at starte med noget nyt. Og selvom der er mange fordele ved at dyrke motion i et fitnesscenter eller i en gymnastikhal, så kan sportsgrene og aktiviteter, der foregår ude i den barske natur, noget helt særligt. Så var det måske en idé at prøve...

Katrine og Anne-Marie anbefaler: Jenter på eventyr af Tine Ewé Jensen og Nikoline Skaarup
Er det tid til at komme ud og dyrke naturoplevelser med dig selv eller i fællesskab med andre?
Så gør som bibliotekarerne Katrine og Anne-Marie og find inspiration i bogen ”Jenter på eventyr” af Tine Ewé Jensen og Nikoline Skaarup.
”Jenter på eventyr” er en lækker og inspirerende bog, der byder på udendørsoplevelser i alle former fra kano og vandreture til longboard og trail-løb. Bogen tager dig med på ture rundt i hele Danmark, og er særligt målrettet kvinder, som lige har brug for et skub til at komme af sted på små og store eventyr. Al inspirationen kan dog lige så fint bruges af mænd, der trænger til et eventyr. Der er inspiration til steder, aktiviteter og udstyr og fortællinger fra masser af seje og inspirerende kvinder, der dyrker fællesskab og udendørsaktiviteter i skøn forening.
Anne-Marie Stenstrup og Katrine Dinitzen, bibliotekarer på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig
Rejsetips nord og syd for grænsen
Man skal ikke rejse langt, for at få nogle fede naturoplevelser. Flere berømte landskaber og naturområder ligger lige foran døren eller kun få timers kørsel nord eller syd på.

Brita anbefaler: En linje i verden - et år på Nordsøkysten af Dorthe Nors
I femten essays fortæller Dorthe Nors om kyststrækningen fra Skagen til Holland, om landskabet og de mennesker, som formede det. Det er en unik fortælling om den vilde natur, som vi har tilbage og skal sætte pris på og selv gå på opdagelse i. Men det er også en personlig rejse, som handler om at ”komme hjem”.
Bogen er ikke en almindelig rejsebeskrivelse. Dorthe Nors plukker historier fra sin barndom blandet med historier om stederne på godt og ondt. Deres særpræg, natur og menneskene, som bor der og har levet der over generationer. Sammen danner de et portræt af vores smukke natur ved vestkysten både på dansk og tysk side.
Dorthe Nors er en mester i sproget. I vores travle og hurtige verden er bogen en måde at formidle ro på. Hendes personlige anekdoter snor sig ind og ud gennem fortællingerne som en fiskesnor, man kaster ud og trækker i land igen. Det er en fryd at læse. Meget smukt og poetisk.
Man får helt lyst til selv at tage ud og opleve og ikke mindst "mærke" stederne og naturen og den uendelige horisont i Vadehavet.
Bogen findes i to forskellige udgaver. En med fotografen Henrik Saxgrens fantastiske fotografier (den kan bestemt anbefales) og en i en lidt mere handy udgave kun med Dorthe Nors tekst.
Brita Hecker, bibliotekar på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig
Naturens kræfter for et bedre helbred
En løbetur ude i skoven eller en gåtur langs stranden på en blæstfyldt dag kan gøre underværker, når man er stresset eller bare har en dårlig dag. Hvis der skal lidt mere til, er disse læsetips måske interessante for jer:
Skab dit eget stykke natur
Hvis du har egen have, så har du dit helt eget stykke natur lige om hjørnet. Hvis du har lyst til lidt inspiration, kan du kigge her: