Børn & unge

Fede fagbøger med sommersjov

Inspiration til sommeraktiviteter for store og små

Af Rita Jakobsen

Cop. Colourbox

Sommervejret er en omskiftelig størrelse. Den ene dag skinner solen fra en skyfri himmel. Den næste dag regner det i stride strømme.
Med lidt planlægning kan I dog sagtens få en masse gode oplevelser med små aktiviteter sammen.
Det kræver ikke meget at finde en tørvejrsdag, hvor I kan gå på jagt efter spændende ting udenfor. 
Ting, som I på en regnvejrsdag kan bruge til noget kreativt indendørs.

På stranden

I kan for eksempel tage på udflugt til stranden og lede efter flotte sten eller fossiler.
I ”Naturserien” findes Jesper Miláns bog ”Fossiler”, der kan give jer vejledning i fossiljagten. Den henvender sig mest til voksne læsere, så vil I have noget, der er egnet til børn, kan I låne Dean Lomax’ ”Min bog om fossiler”. Med lidt hjælp fra en voksen kan bogen sagtens bruges fra 6 år og opefter.

Indendørs krea

Regner det?  Jamen så sæt jer indendørs og dekorér jeres sten. Inspiration kan I blandt andet finde i Natasha Alexanders bog ”Mandala-sten: 50 inspirerende mønstre til maling på sten”.
Eller tag et kig i den mere børnevenlige ”Kunst på sten – mal de sødeste dyr” af Denise Scicluna.
Ind imellem kan det også være hyggeligt at sidde sammen om noget håndarbejde. Her kan Pia Bussmanns bog ”Sommersjov for børn” give inspiration til alle typer af kreativitet. Her er noget for de fingernemme med papir, piberensere og nål og tråd.

Saml mad i naturen

Går jeres interesser mere i retning af madlavning? Så er det også muligt at benytte lidt tørvejr til en tur ud for at finde vilde planter, der kan bruges i maden.
Biblioteket har for eksempel lige købt Lars Thomas’ bog ”Byens botanik: en lille bog om at sanke”. Her kan I lære 59 forskellige arter og deres mulige findesteder i byer at kende.
Også Mia Gardum har skrevet en fin bog om at finde spiselige planter i naturen. ”Refugium: et år i takt med naturens rytme” indeholder både informationer om spiselige planter, opskrifter med planterne samt andre aktiviteter i det grønne.
Husk også, at en tur til stranden kan give lidt grønt til gryderne. Tag et kig i ”Høst ved havet: tang, skaldyr og strandurter” og se, hvordan turen til stranden kan sikre aftensmaden.

Følg med på vores SoMe og se den store bogudstilling på biblioteket, hvor vi præsenterer mange spændende bøger om emnet.

(Artikel publiceret i Kommit/Flensborg Avis d. 14. juni 2025. Forfatter: Helle Post, bibliotekar)