Fede fagbøger i februar
Der bliver udgivet et hav af nye spændende fagbøger. I februar måned sætter vi spot på et udvalg af bibliotekarernes favoritter blandt fagbøger for voksne.
Af Rita Jakobsen

Bibliotekar Mette Lausten anbefaler:

"Onde træer: Sådan slår de ihjel, stjæler og ødelægger: træernes mørke side" , 2024, 233 sider
af Marcus Bennemann
Træer har længe haft et godt ry. Men tro det eller ej - træer har også mørke sider.
Når du om foråret f.eks nyder de flotte bøgeskove, tænker du så over, hvordan bøgeskoven er blevet så flot og stor?
Det gør du næppe. Men der er faktisk foregået en "drabelig kamp", hvor bøgen har stjålet lyset fra andre træer. Disse overskyggede træer sygner hen og dør i bøgens skygge .
Onde træer af Marcus Bennemann er en bog om voldsomme erobringer, kvælninger, forgiftninger og mange andre "onde" handlinger. En bog der kan tilføje gys til din næste skovtur eller et lille skovbad.
Bibliotekar Rita Jakobsen anbefaler:

"Imperiets børn: da Danmark vildledte FN og Grønland for at beholde sin sidste koloni". 2021, 256 sider
af Anne Kirstine Hermann
Grønland trækker store overskrifter for tiden. Blandt andet på grund af den nye amerikanske præsident Donald Trumps udtalte ønske om at ”eje” Grønland. Det har sat mange sind i buldrende kog og derfor er forholdet mellem Danmark og Grønland også naturligt kommet i stort fokus.
En af dem, der har sat luppen på Danmarks forhold til Grønland er antropolog og journalist Anne Kirstine Hermann, som udgav bogen ”Imperiets børn: da Danmark vildledte FN og Grønland for at beholde sin sidste koloni” i 2021.
Titlen siger alt om indholdet og det er bestemt ikke køn læsning.
I tiden lige efter 2. Verdenskrig blev FN etableret. En af de første store satsninger var at få imperiernes kolonier gjort selvstændige. Skiftende danske regeringer gjorde i 40’erne og 50’erne alt for at beholde Grønland i Kongeriget Danmark.
Ifølge forfatteren blev der anvendt mange ufine og manipulerende metoder over for både grønlænderne og FN. Trods stærke advarsler og anbefalinger fra danske jurister, fik Danmark i 1954 overfor FN gennemtrumfet at beholde Grønland ved blandt andet og groft sagt at ”omdøbe” koloni til amt.
Bogen er et spændende, men rystende indblik i et sort kapitel i dansk kolonihistorie. Selvfølgelig har en sag af denne kaliber mange nuancer, men med denne bog er det meget uskønne forløb veldokumenteret. Dette er ikke mindst underbygget af de personlige fortællinger fra grønlændere, som oplevede tiden.
Selvom bogen indeholder kompliceret politisk og historisk stof, er den let at læse – ikke mindst på grund af forfatterens journalistiske tilgang. Bogen er et væsentligt bidrag til forståelse af forholdet mellem Danmark og Grønland.
Bogen fik prisen som ”Årets historiske bog” i 2021.
Bibliotekar Kristian Ehmsen anbefaler:

Gode danske rejsebogserier
Bøger om rejser har mange navne - lige fra turistguides, rejsebøger, rejsefører, rejseleder, rejsebeskrivelser, turbøger og mange flere. Hvis man spørger folk om, hvad den mest kendte danske rejsebogsserie er, så vil de fleste nok sige ”Turen går til” fra Politikens Forlag. Dog er der flere andre danske rejseguides, som er mindst ligeså gode eller har et andet spændende perspektiv på emnerne.
Her er et par forslag til en håndfuld danske rejseguide serier:
111 steder som du skal se
fra forlaget Frydenlund.
Serien fra forlaget Frydenlund har et stort udvalgvidt udfang af rejsedestinationer både i Danmark og udlandet. Det kan handle om de bedste sportsbarer i Danmark eller generelt om Paris.
Leginds Rejseguide
fra forlaget Legind
I 2022 udgav Legind 12 rejseguides til forskellige velkendte rejsedestinationer i Europa.
Danmark
Fra forlaget Legind
Legind har udgivet et stort antal titler om Danmark, som de udgiver igen og igen, fordi de er så gode. der er f.eks Danmark dejligst, Danmarks slotte & herregårde og Danmarks småøer. Vandrerundture i Danmark, Gratis oplevelser i Danmark: 400 gratis oplevelser for hele familien fra Skagen til Gedser og Oplev Danmark: højest, størst, først. Plus mange flere.
Rejseklar til...
Fra forlaget Jensen og Lund
Denne serie er en fin perle, der omhandler forskellige europæiske lande.
Bibliotekar Nelle M. Hardt anbefaler:
"Genopdag din garderobe: uendelige outfitideer til tøjet i skabet". 2024, 137 sider.
Af Laura Lava
Bibliotekar Katrine Dinitzen anbefaler:

Serien Tænkepauser
Er du interesseret i alt muligt forskelligt, men kniber det med tiden til at læse mange tykke fagbøger?
Så gør som Bibliotekar Katrine og snup en ”Tænkepause” eller to. Tænkepauser er en bogserie fra Aarhus Universitetsforlag hvor nogle af Danmarks bedste forskere formidler det de ved mest om på bare 60 sider. Vi har over 100 forskellige Tænkepauser på biblioteket, så der er noget for enhver smag.
Du kan f.eks vælge mellem titlerne:
Bier, Sang, Myter, Buddha, Penis, Saga, Samarbejde, Døden, Kaffe, Epidimier, Nomader, Håb, Kærlighed, Bakterier, Tillid, Rummet, Populisme, Omsorg, Monstre, Teknologi, Sundhed, Konkurrence, Lobbyisme, Hjertet eller Hjernen bare for lige at nævne et par stykker.
Der kommer flere nye tænkepauser hvert år, så der er altid noget at stille sin nysgerrighed med. Og så passer den lige i tasken, hvis du skal på tur og har brug for en tænkepause undervejs.
Kom forbi biblioteket og find den Tænkepause, der vækker din nysgerrighed.
Bibliotekar Inge Marie B. Elechukwu anbefaler:

Mangler du inspiration til madlavning eller har du bare lyst og mod til at prøve noget nyt?
Så kan jeg varmt anbefale disse tre bøger:
"Mama Afrika: en kogebog om hverdagsmad fra Afrika". 2017, 418 sider.
Af Nikolai Kirk
"Smagen og duften af mit Afrika: en kogebog om Afrikas mangfoldighed og fællesskab". 2024, 191 sider.
Af Annette Niyomwungere
Smagen af Afrika: Indbydende kogebog med masser af farver og skønne retter". 2023, 152 sider.
Af Khadija Mohamud
Et væld af spændende og lækre retter fra forskellige lande på det afrikanske kontinent.
Du får en farverig og forførende introduktion til det afrikanske køkken, især hvis du som mig holder af krydret og smagfuld mad.
Bibliotekar Thyra Joost anbefaler:

Hillbilly – Erindringer fra Trumpland. 2024, 178 sider.
Af J.D. Vance
Fra ’Never-Trumper’ til Vice President
"Hov skal du nu lave reklame for det"?, spørger en kollega forundret da hun ser, at jeg har valgt at anbefale J.D. Vances erindringer. Vance blev nomineret som USAs vicepræsidentkandidat i august 2024.
Indrømmet, så er jeg ikke en tilhænger af Trump - så langtfra. Men jeg er nysgerrig. Hvad er det der sker i USA?.
Jeg vil gerne forstå det.
Blev jeg klogere af at læse J.D. Vances bog? Helt klart. Bogen tegner et vedkommende, nuanceret, men samtidig usentimentalt og kærligt billede af den hvide, amerikanske underklasse som Vance er født ind i.
Han har rødder i Appalacherne, der en kendt for at være et af de fattigste områder i USA, men voksede op i Ohio.
Vance beskriver her, den befolkningsgruppe, der fik Trump til magten.
Da bogen udkom i 2016 var Vance stadig en inkarneret ’Never-Trumper’. I bogen påpeger han, at den hvide arbejderklasse selv er ansvarlig for sin undergang. ”I har en fri vilje” og ”I kan hvis I vil”.
Bogen blev et øjeblikkeligt hit og lå i flere perioder på New York Times’ bestsellerliste.
Siden bogen udkom er Vance fuldstændig "vendt på en tallerken" . Han er nu en af Trumps mest loyale støtter og placerer nu ansvaret hos det han kalder "den liberale elites kultur".
Lyt og læs: bogen er indlæst på originalsproget af J.D. Vance selv, på Ereolen Global. På dansk finder du bogen på Ereolen - både som ebog og lydbog.
Se filmen på Netflix: Bogen er filmatiseret i 2020 med bl.a. Glenn Close i en af hovedrollerne.
Bonusinfo!
Hvis du vil forstå J.D. Vances radikale forvandling kan jeg anbefale chefredaktør på onlinemagasinet Zetland, Lea Korsgaards analyse:
”Trumps vicepræsidentkandidat er blevet den, han engang advarede mod. Jeg satte mig for at forstå J.D. Vances radikale forvandling. Hvordan ser vejen ud fra kulturkritiker til shitposter?”
(Zetland.dk kræver abonnement)