Voksne

I år fejrer vi 80 året for Danmarks Befrielse i skyggen af nye samtidsudfordringer.

I år er det 80 år siden befolkningen i Danmark kunne fejre befrielsen fra den 5 år lange besættelse af det daværende tyske naziregime. Verden har forandret sig siden, men i dag står vi igen med nye udfordringer, der sætter vores demokrati og fællesskab under pres.

Af Brita Hecker

Befrielsen 5. maj 1945
Folk fejrer befrielsen 5. maj 1945. Kilde: Lex.dk

Danmarks Befrielse den 5. maj 1945, som allerede trådte i kraft om aftenen den 4. maj, da nyheden om at de tyske tropper havde overgivet sig sivede ud, blev en glædens dag. 

Befrielsen må minde os om, at et demokratisk folkestyre og Danmarks suverænitet ikke er en selvfølge. Senest siden Ukrainekrigen og USA's autoritære magtspil, må vi erkende hvor værdifuldt fred, frihed, medbestemmelse og demokratisk folkestyre er. Det er ikke er en selvfølge. Det kræver engagerede, oplyste medborgere. Og her kommer bibliotekerne ind i billedet. 

I mange år har bibliotekerne gjort en dyd ud af folkeoplysning. De danske folkebiblioteker giver alle borgere gratis og lige adgang til information og dannelse. Her er ingen 1. og 2. klasse, blot et gratis lånerkort for alle.

Så brug dit bibliotek - det er bæredygtig, inkluderende og inspirerende. Gerne giver vi dig tips til læsning, som skaber overblik i forvirrende tider og giver dig indsigt i de samfundsmæssige udfordringer vi står i lige nu.