
- Date
- Tid
- 17:00 - 19:00
- Bibliotek
- Flensborg Bibliotek
- Adresse
-
Norderstraße 59
24939 Flensburg
Tyskland
Jörgen Jensen Hahn blev født ved Nibøl i 1952 og dermed i en tid, hvor familien stadig talte om krigen. Det var også en tid, hvor mindretal og flertal ikke havde den samme fredelige sameksistens, som der er i dag.
Gnidninger mellem mindretal og flertal i efterkrigstiden
I sit foredrag fortæller Jörgen Jensen Hahn om sine personlige erfaringer med at vokse op i efterkrigstiden som en del af to mindretal - det frisiske og det danske. Han kommer ind på de fordomme, flertalsbefolkningen dengang havde mod mindretallene, og også de gnidninger, der eksisterede mellem det danske og det frisiske, og hvordan det har udviklet sig siden dengang.
Modtog forbundsregeringens fortjenstkors
Efter endt skolegang på Nibøl Danske Skole tog Jörgen Jensen Hahn til Danmark, men sidenhen vendte han tilbage til Nordfrisland. I mange år var han skoleleder på den dansk/frisiske Risum Skole og formand for Friisk Foriining. Han har desuden været aktiv i mindretalspartiet i SSW, medlem i det rådgivende friserudvalg i landdagen i Kiel og af Friserrådet i flere år.
I 2014 modtog han forbundsregeringens fortjenstkors (Bundesverdienstkreuz).
Jörgen Jensen Hahn har frisisk som hjemmesprog, men taler også plattysk, højtysk, sønderjysk, dansk og engelsk.
Selve foredraget efterfølges af samtale mellem Jörgen Jensen Hahn og moderator Tue Søvsø, hvor publikum inddrages. Alle inviteres til at dele egne erfaringer og refleksioner.
Billetter
Entré: 4 Euro inkl. drikkevarer.

Om De Fremmede
Foredraget er del af projektet “De Fremmede”, som er støttet af Borgerprojektfonden under Interreg. Projektet er et samarbejde mellem initiativtageren Tue Søvsø og otte biblioteker fordelt ligeligt på begge sider af grænsen.
Foredragsrækken er tænkt som en markering af 80-års jubilæet for 2. verdenskrigs afslutning og sætter fokus på, hvad krigens afslutning kom til at betyde for grænselandets mange minoriteter, og hvordan fremmedhed og forskellige tilhørsforhold kom til at præge livet i grænselandet.
Foredragene bliver afholdt på tværs af grænseregionen og præsenterer publikum for korte historiske oprids og personlige historier om, hvordan efterkrigstiden og interaktionerne mellem mindretal og flertal blev oplevet.