Årets Pressefoto 2024

Danmarks nye konge. Foto: Mads Nissen
Danmarks nye konge. Foto: Mads Nissen
Hvert år kåres “Årets Pressefoto”. I 2024 var det de mange internationale konflikter, men f.eks. også fejringen af Danmarks nye konge, der var i fokus, når fotograferne rettede objektiverne ind på deres motiver. Billederne kan opleves i fotoudstillingen på Flensborg Bibliotek fra 4. december til 10. januar.
Date
Tid
10:00 - 19:00
Pris
Entré: Gratis
Adresse

Norderstraße 59
24939 Flensburg
Tyskland

Danmarks bedste pressefotografier og fotografer bliver hvert år hyldet i konkurrencen Årets Pressefoto, som arrangeres af Pressefotografforbundet. Konkurrencen fandt sted første gang i 1974. Ud over Årets Pressefoto blev der i 2024 uddelt priser i 13 andre fotokategorier og i fire video- og webkategorier.

Livet omkring os

I konkurrencen kåres det udvalg af vindere, som juryerne mener har formået at veksle talent, håndværksmæssig kunnen og journalistisk forståelse til fotos og levende billeder, som bringer os andre tættere på en forståelse af livet omkring os i dets mange nuancer.

Vinderne kom derfor også i jubilæumsåret, hvor konkurrencen fyldte 50 år, vidt omkring både geografisk og temamæssigt. 2024 blev skudt i gang med et tronskifte. Danmark fejrede sin nye konge og sendte sin gamle dronning på pension, men verden stod ikke stille af den grund. Klimaet skabte overskrifter med forfærdelige oversvømmelser i Spanien og Sydsudan, hvor folk kæmper for at overleve ved at spise åkander. Krigen gik ind i sit 3. år i Ukraine, der var valg i Somaliland, og immigranterne søgte i stadige strømme mod USA, hvor indbyggerne døde på gaderne af fentanyl-overdoser.

 10. januar 2026.

Danmarks nye konge. Foto: Mads Nissen
Danmarks nye konge. Foto: Mads Nissen

Et historisk øjeblik

Selve Årets Pressefoto gik denne gang til Mads Nissen fra Politiken, der har fotograferet indsættelsen af den nye danske konge. Dommerne beskrev det som “et vanvittig godt billede og et fantastisk fotografi”, hvormed de mener, at både indholdet i billedet og måden, det er fotograferet på, er fra øverste skuffe. De var i det hele taget meget begejstrede for både vinderbilledet og hele serien, som vinder i kategorien Nyhed Danmark.

Men de var heller ikke blinde for, at fotografer også fotograferer for eftertiden, og de udtalte:

»Vi kommer aldrig til at kunne tage det billedet igen, for det viser en brøkdel af et sekund, som kun opstår én gang hvert 50. år. At det er historisk, betyder, at det også er unikt. Fotografiet indeholder en fin dobbelthed, hvor vi både oplever et privat øjeblik i en familie og samtidigt et moment af stor rituel betydning og historisk signifikans. Det er teater, og det handler om magt. Alle tre generationer er med, men den største skikkelse er den uskarpe i baggrunden: Den gamle matriark som forlader posten - bestyrelsesformanden i koncernen Danmark der går af. På den måde ser vi et tronskifte og et generationsskifte.«

Foto af Christian Falck Wolff - Årets Pressefoto 2024
Foto af Christian Falck Wolff - Årets Pressefoto 2024

Titlen som Årets Pressefotograf blev denne gang tildelt freelancefotografen Christian Falck-Wolff, der året forinden vandt prisen for Årets Pressefoto 2023.

Åbningstider og tilgængelighed

Udstillingen kan ses mandag til fredag fra kl. 10:00 til 19:00 og lørdag fra kl. 10:00 til 14:00 i tidsrummet fra 4. december 2025 til 10. januar 2026.