Stop læseskam: Al læsning er god læsning
Vi kan nogle gange skamme os over det, vi læser. Men det skal vi vænne os af med. Ellers lærer børnene det af os og tror, at nogle bøger tæller mindre end andre.
Af Nelle Margrethe Hardt
De fleste har en ide om, at nogle former for litteratur er bedre end andre. Derfor føler mange af os læseskam, når vi læser de mere »lette« eller »trivielle« bøger. Måske har du prøvet at gemme forsiden på din kærlighedsroman i toget. Eller du har sagt på en undskyldende måde, at du »bare« læser en hyggekrimi eller en feel good-roman lige nu. Måske har du sagt eller tænkt, at du ikke læser »rigtige« bøger, fordi du læser tegneserier eller lytter til lydbøger. Vi kan nogle gange føle os forkerte, fordi vi læser noget, vi egentlig nyder.
Læseskam handler ofte om, hvad vi tror, andre mener. Vi har en forestilling om, at vi burde læse noget mere seriøst, kultiveret eller dannet. Og at vi bliver dømt, hvis ikke vi læser de rigtige genrer eller formater. Men læsning er ikke en eksamen, og det er altid fedt, at vi læser noget.
På biblioteket er det derfor heller ikke pinligt at spørge ind til bøger, der ikke kommer til at vinde nobelprisen. Det er helt fint, at du lige har set »Off Campus«-serien og nu gerne vil læse sportsromance, hvor du i hvert fald ikke lærer noget om sport. Voksne må også gerne læse fantasy, og der er intet galt i at læse korte eller lette bøger eller at læse for eksempel dameblade.
Læseskam går i arv
Det er vigtigt at huske, at også børn og unge oplever læseskam. De har måske hørt et sted, at manga ikke er rigtig læsning. Letlæsningsbøger kan føles pinlige, hvis andre læser tykkere bøger. Nogle bøger opfattes som barnlige eller som »pige«- eller »drengebøger«.
Børn er hurtige til at opfange voksnes holdninger til bøger, og på den måde kan læseskammen gå i arv. Hvis voksne taler negativt om bestemte bøger, lærer børn, at nogle former for læsning tæller mere end andre. Vi skal derfor være opmærksomme på, hvilke signaler vi sender som forældre, lærere og bibliotekarer, så vi ikke ødelægger børns læseglæde.
Man skal starte et sted
Al erfaring og forskning viser, at læselysten er en vigtig forudsætning for at udvikle sig som læser. Mange starter med en bestemt type bøger, men udvikler sig til at læse andre former for bøger også. En passion for manga, hestebøger, fodboldbøger eller fantasy kan være starten på et langt læseliv. Men hvis hele dit læseliv skal bestå af manga, er det altså også i orden.
Biblioteket som frirum
På biblioteket er der plads til både klassikere, sportsromance, manga, sjove bøger, fantasy og nobelpristagere. Og til alle dem, der læser! Vi er her ikke for at dømme jeres læsevalg, men for at understøtte læseglæden. Den bog, du skal have med hjem, er ikke den, der er den mest anerkendte. Det er den, du faktisk har lyst til at åbne.