Nelle anbefaler "Hvem er du?" af Anne Elvedal
Ida blev kidnappet som barn. Nu forsvinder hendes tidligere patient Fanny, og Ida frygter, at fortiden gentager sig. Intens thriller om stalking og paranoia med vild slutning.
I denne norske spændingsroman følger vi Ida, der er psykiatrisk sygeplejerske for unge voksne. Hun har en mørk fortid, for som barn blev hun kidnappet og var bortført i to år. Nu er hendes tidligere patient Fanny forsvundet efter at have være indlagt på grund af en indbildt stalker. Ida bliver involveret i sagen og ser paralleller til sin egen uhyggelige fortid. Er det den samme kidnapper, der nu har taget Fanny?
Det er en spændende og underholdende thriller om stalking og psykisk sygdom, hvor man ikke ved, hvem man kan stole på. Og den har en vild slutning!