Back to top with progress scrollbar

Med havets kæmper på jagt. Foto: Charles J. Sharp, sharpphotography.co.uk
Med havets kæmper på jagt. Foto: Charles J. Sharp, sharpphotography.co.uk
Foredrag & debat

Foredrag | Livestream: Med havets kæmper på jagt

Tid
18:55 - 21:00
Pris
Tilmelding: Gratis
Sted
Flensborg Bibliotek
I verdenshavene lever Jordens største dyr. Langt til havs har de indtil for få år siden levet et skjult og hemmeligt liv. Men ny teknologi giver forskerne enestående muligheder for at studere hvalerne mens de jager i havets dybder.

Hvaler udgør de største dyr der nogensinde har levet på Jorden, og er med deres ekstreme tilpasninger til et liv i vand nogle af de mest enestående pattedyr. De er tidligere blevet set som flydende oliedepoter og blev jaget til næsten udryddelse, men i dag er der en stigende forståelse for at økosystemerne til havs er helt afhængige af hvaler som toprovdyr.

Ny teknologi

I mange år har forskere kun kunnet få indsigt i hvalernes liv ved at studere dem i den korte tid de befinder sig ved havoverfladen eller ved at dissekere døde hvaler og herudfra gætte sig til hvordan de lever. Men ny teknologi, med droner og med måleudstyr som sættes på hvalerne med sugekopper, giver nu forskerne enestående muligheder for at studere hvalernes biologi, mens de jager på store dybder langt til havs.

Jager på mere end 1.000 meters dybte

I løbet af foredraget tager vi blandt andet med verdens mindste hval, marsvinet, på jagt i danske farvande, og med dybvandskameraer prøver vi at forstå hvordan verdens største tandhval, kaskelothvalen, finder mad mens den jager på mere end 1.000 meters dybde. Du vil også høre om hvordan en grønlandshval undgår at fryse ihjel mens den lever af milliarder af bittesmå byttedyr i Diskobugten, og hvordan en pukkelhvalsmor kan føde og die en unge uden at spise noget i et halvt år. Undervejs vil vi også kaste lys over hvordan vi fremadrettet kan leve i bæredygtig sameksistens med disse vigtige toprovdyr i en verden under forandring.

Dette er en opdateret udgave af et foredrag fra forårssemesteret 2019.

Tilmelding

Vær med på Flensborg Bibliotek, når vi følger foredraget, som streames live fra søauditorierne på Aarhus Universitet.

Fri entré.

Hvad er Offentlige foredrag i Naturvidenskab?

Med foredragsserien Offentlige foredrag i Naturvidenskab kommer du tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab. Engagerede forelæsere holder foredrag om alle grene af naturvidenskaben. Niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger.

Foredragene livestreames fra Søauditorierne på Aarhus Universitet og arrangeres af Faculty of Natural Sciences, Aarhus Universitet, og udbydes sammen med Carlsbergfondet.