5. Modernisme (ca. 1900–1975)

I modernismen bryder komponister med tonal orden og etablerede former. Impressionister (Debussy, Ravel) arbejder med klangfarver og flerstemmige teksturer, mens expressionister (Schoenberg, Berg) udforsker atonalitet og serialisme. Stravinsky laminerer rytmisk kompleksitet i Le Sacre du printemps, og Bartók indarbejder folkemelodier og asymmetri. Samtidig arbejder komponister med elektronisk musik, mikrotonalitet og ny orkestration. Musikken bliver eksistentielt og ofte abstrakt – et opgør med tidligere traditioner.