Anne Sofie Hammer
Anne Sofie Hammer
Anne Sofie Hammer er børnebogsforfatter bag Villads fra Valby, Mig & Mille og bøgerne om Magda. Hun skriver humoristisk og genkendeligt om børns hverdag, fantasi og følelsesliv – ofte med livlige hovedpersoner, der får gode idéer og roder sig ud i problemer.
Børnebogsforfatter Anne Sofie Hammer læser højt fra serien om Villads fra Valby og fortæller om den skønne, livlige dreng, som har det med at rode sig ud i problemer - og om mange af de andre børnebøger, hun har skrevet.
Anne Sofie Hammer debuterede i 2009 med »Villads fra Valby«. Siden er der udkommet en lang række bøger om Villads. Nogle af dem er billedbøger til højtlæsning for børn fra 4 år, mens andre er letlæsningsbøger for børn på 8-9 år. I 2026 var forfatteren aktuel med »Villads fra Valby flytter ind«.
Forfatteren har også haft stor succes med den sjove serie om »Mig & Mille« for børn fra cirka 9 år. Hun er forfatter til højtlæsningsbøgerne om delebarnet Magda, børnebøgerne »Paris Belinda Hansen«, »Vi ses, Pellerøv«, »Jeg tæller mine skridt«, »Biira og leoparden« og »Bare jeg kunne gøre det hele om« samt ungdomsromanerne »Jagten på nazisternes guld« 1 og 2, »Mig og Dylan Walker« og »London kalder«.
Anne Sofie Hammer er født i 1972 og begyndte at skrive allerede som lille barn. Da hun blev ældre, fik hun en fornemmelse af, at man ikke skulle tale for meget om, at man gerne ville være forfatter. Som færdiguddannet cand.mag. begyndte hun derfor at arbejde som tekstforfatter på et kontor og ventede længe med at forfølge sin forfatterdrøm. Hun blev inspireret til at skrive sin første bog om Villads, fordi hun manglede en højtlæsningsbog, som kunne underholde hendes tre børn i forskellige aldre.
»Til sidst slog det mig, at jeg jo vidste ret præcist, hvad det var jeg gerne ville have - jeg kunne sådan set bare skrive det selv. Jeg havde altid interesseret mig for børnelitteratur og haft en masse meninger om det, og jeg havde også skrevet opgave om det på universitetet. Men af en eller anden grund var det aldrig før faldet mig ind at skrive for børn. Nogen gange er det helt utroligt svært at få øje på det, som er lige foran næsen på én«, skriver Anne Sofie Hammer om sig selv på sin hjemmeside.