Stedet hvor kunsten møder livet - Bo Green Jensen er død

For mange vil hans navn først og fremmest være knyttet til årtier som filmanmelder og kulturjournalist. Han var en af de sjældne kritikere, hvis domme blev læst med samme opmærksomhed som de film, han skrev om.  Hvor har jeg dog som filmentusiast nydt at læse hans begavede filmanmeldelser i Weekendavisen. Nogen gange forekom det mig, at jeg havde set filmene, før jeg havde set dem. Bare at jeg blev endnu mere nysgerrig. Kataloget over hans utallige anmeldelser kan i dag læses som et stykke filmhistorie. 

Men bag anmelderen stod digteren. Måske var det i virkeligheden dér, hans blik på verden blev formet.

Da Bo Green Jensen debuterede med Requiem & messe i 1981, trådte han frem i en generation af unge lyrikere, der søgte væk fra 1970'ernes paroler og ind mod det eksistentielle rum. Samme år udgav han også ungdomsromanen Dansen gennem sommeren. 

I en tid hvor ironi ofte blev et skjold, holdt Bo Green Jensen fast i alvoren. Han troede på litteraturens betydning. På at bøger, film og musik ikke blot var kulturforbrug, men måder at orientere sig i tilværelsen på. Derfor blev hans kritik heller aldrig blot vurderinger. De var et forsøg på at nå ind til det sted, hvor kunsten møder livet.

Hans digte, romaner, essays og anmeldelser syntes drevet af en næsten asketisk hengivenhed til sproget, men de havde altid en poetiske kerne. Selv holder jeg utrolig meget af hans digtsamling "Et sted i uvisheden", hvis titel på en måde opsummerer essensen af hans forfatterskab: en tro på, at ord kan åbne et rum af erkendelse. 

Han har holdt sig kritisk og beundrende overfor den amerikanske populærkultur og her på det sidste udtrykte han sin skuffelse og fatalisme over generation Trump. I én af sine sidste digte skriver han om at være døende i en verden, som begår de samme fejl igen og igen - "tænk at jeg dør i fascisternes verden". Det er vemodig læsning.