Du er her

Sprogpolitik

Som dansk bibliotek, arkiv og kulturhus er vores sprog som absolut udgangspunkt det danske – både mundtligt og skriftligt.

Som dansk bibliotek, arkiv og kulturhus er vores sprog som absolut udgangspunkt det danske – både mundtligt og skriftligt. Skulle vi omformulere vores sprogpolitik til tal i stedet for ord, kan den meget overordnet beskrives som 90%  dansk, og 10% tysk, samt hist og pist lidt engelsk og diverse dialekter.

Vi møder vores brugere på dansk – og nye brugere, som er tysktalende, svarer vi naturligvis på tysk, men kobler gerne lidt dansk ind, hvor vi kan. Især i formidling af danske sprogkurser, letlæsningsbøger, ordbøger, lydbøger og meget mere må vi anvende tysk, alt sammen for at understøtte læring af det danske sprog, der er nødvendigt for at kunne deltage aktivt i det danske mindretal. Er engelsk det eneste fælles sprog, servicerer vi også i begrænset omfang på engelsk – f.eks. i perioden med mange flygtninge.

Vores informationsmateriale er enten kun på dansk, eller i visse situationer på dansk først, og derefter på tysk. F.eks. er skilte og informationsmaterialer hovedsagligt på dansk, dog er arrangementsplakater i visse tilfælde tosprogede, når også et tysktalende publikum er målgruppe.

Sproget på bibliotekets hjemmeside er dansk, men med tyske sammenfatninger. På grund af Den Slesvigske Samlings brede målgruppe er dens del på hjemmesiden i højere grad oversat til tysk; det samme gælder informationsmateriale om samlingen.

Pjecer, skilte mm. med retligt indhold foreligger dog på både dansk og tysk – f.eks. biblioteksreglement og markering af videoovervågning.

Alle ansættelsessamtaler gennemføres på dansk, som sikrer at alle ansatte kan enten flydende el. tilstrækkeligt dansk. Krav om dansk fremgår også af alle stillingsopslag.

Uanset regler, skilte og forholdsregler er det vores forhåbning og forventning, at brugerne oplever et moderne og levende dansk bibliotek, hvor sproget naturligt tager udgangspunkt i dansk.

Vedtaget af bestyrelsen 4. februar 2016.