Biblioteket anbefaler: Forfatternes kort - af Huw Lewis-Jones

Med "Forfatternes kort" af Huw Lewis-Jones kan du dykke ned i bøgernes fantasiverdener.

Bogen er en lidt usædvanlig og smuk illustreret bog om fiktive lande i litteraturen. En guldgrube for dig, der ligesom mig, fascineres af gamle kort og som kan tilbringe timer med at sidde og studere dem. 

Ideen bag bogern er, at lade en række kendte illustratorer og forfattere reflektere over deres personlige forhold til kort og hvordan de selv har gjort brug af kort i deres værker.

Forfatteren Philip Pullman, som skrev fantasy-klassikeren "Det gyldne kompas" fortæller, at han som dreng arbejdede på et stort kort og som voksen har han alle dage følt, at tegningerne var det sjoveste ved livet som forfatter - for selve skrivningen er "ikke andet end surt slid".

Det vel nok kendteste kort i bogen er det over fantasi-rigerne i Tolkiens "Eventyret om Ringen". Et kort som man kan dvæle ved igen og igen og som danner rammen for, at man som læser bedre forstår de enkelte "verdener" Tolkien har skabt i sit univers. 

Men vi får også historien bag Robert Louis Stevensons berømte roman ”Skatteøen”. Stevenson startede faktisk med at sidde og tegne et kort over øen før han skrev historien. Sådan blev den udgangspunktet for fortællingen. Og resten er historie. 

Vi stifter også bekendskab med Mumidalen og Hunderedemeterskoven fra Tove Janssons berømte finske børnebøger og selvfølgelig også med C.S. Lewis' Narnia-fortællinger.

Man er næsten nødt til at have bogen i hånden for at dele begejstringen.

For en kort-nørd som mig er det en fantasisk bog at fordybe sig i.

Udefinereret