Britt-Marie gør en forskel

08.09.15
Britt-Marie har været gift i 40 år, hvor hun har passet hus og mand. Inden hun blev gift passede hun sin mor. Hun er vant til at holde sig i baggrunden og tænker kun på andres behov. Når der opstår problemer, eller når der er noget, hun ikke kan overskue, gør hun rent. Hun synes om ro, regelmæssighed og renlighed og har altid en dåse natron i tasken.

Men efter 40 år ægteskab opstår ét så stort problem, at Britt Marie ser sig nødsaget til at forlade hjemmet og den mand, hun egentlig ikke kan leve uden. Hun skal finde et arbejde. Det eneste, arbejdsformidlingen kan hjælpe med, er tre uger som pedel på et fritidshjem i landsbyen Borg. En by, hvor der kun er én vej, som i hver sin retning fører væk fra byen. Her går samfundsudviklingen den forkerte vej. Alle flytter væk, og der er ingen job.

Da Britt-Marie ankommer til Borg fra storbyen, har hun levet i hjemmet uden nævneværdig kontakt med omverdenen. Men i Borg gør hun en forskel. Fra at have levet i skyggen får hun en betydning. Borg har brug for Brit-Marie, og Brit-Marie har brug for Borg. Britt-Marie giver håb, og Borg lærer Britt-Marie, som altid bevarer roen, at juble.

Forfatteren Fredrik Backman skriver formidabelt om mennesker, der er anerledes og udenfor fællesskabet. Men alle har en historie, som gør, at tingene er, som de er. Og det er fantastisk, at en forfatter kan skrive sjove bøger, når temaet er alvorligt og maner til eftertænksomhed.

Den svenske forfatter har også skrevet den meget populære roman ” En mand, der hedder Ove”, som handler om den principfaste og regelrette Ove, der hader slipsemænd i kommunen. Begge bøger er hurtigt læst og alligevel med dybde. Man bliver klogere på mennesker ved at læse Backmans bøger.

Mød Fredrik Backman i Flensborg, Husum eller Sønderborg i forbindelse med den grænseoverskridende litteraturfestival i september. Læs mere på www.litteraturfestival.nu eller hent et program på biblioteket.

Materialer
Spørg biblioteket