Flensborg Avis' logo
Flensborg Avis' logo
Portræt af H.P. Hanssen (1862-1936), de dansksindede sønderjyders rigsdagsmand i Berlin. (Kilde: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Portræt af H.P. Hanssen (1862-1936), de dansksindede sønderjyders rigsdagsmand i Berlin. (Kilde: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Harry Nielsens postkort ”For-imod?”, fra afstemningen om salget af De Vestindiske Øer i 1916. (Kilde: Det Kongelige Bibliotek)
Harry Nielsens postkort ”For-imod?”, fra afstemningen om salget af De Vestindiske Øer i 1916. (Kilde: Det Kongelige Bibliotek)

Det sønderjyske spørgsmål og salget af De Vestindiske Øer

15.02.17
Der var længe et håb i Sønderjylland om, at salget af De Vestindiske Øer kunne kædes sammen med en grænseændring mellem Preussen og Danmark, så Sønderjylland kunne blive dansk.

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 15. februar 2017. Ophavsmand er Klaus Tolstrup Petersen. Artikel og fotos er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

I 1917 blev De Dansk Vestindiske Øer, St. Croix, St. Thomas og St. Jan, solgt til USA for 25 mio. dollars. Siden Danmark ophævede slaveriet i 1848, havde øerne været en dårlig forretning for landet, og det havde derfor gentagne gange været på tale at afhænde dem. I årtierne op til salget var det dog ikke en selvfølge, at de skulle sælges til USA, og derfor var der en masse spekulationer og ideer om, hvordan Danmark bedst muligt kunne komme af med øerne.

Sælge til Tyskland?

Udover USA var det særligt Tyskland, der blev sat i forbindelse med en overtagelse af øerne. Efter det tyske riges samling i 1871 fremstod landet som en stormagt. Tyskerne var imidlertid kommet sent ind i de vestlige landes kapløb om at sikre sig kolonier, og derfor manglede de et støttepunkt i Caribien, der kunne styrke landets tilstedeværelse og autoritet i denne region. I den forbindelse var særligt St. Thomas attraktiv for tyskerne som både kulstation og base for den militære flåde, da øens hovedby Charlotte Amalie lå godt beskyttet imod de orkaner, som ofte raserer i Caribien, og havde en indsejling der var tilpas dyb til store skibe.

Samtidig stod Danmark efter nederlaget til Preussen og Østrig i krigen i 1864 i en situation, hvor man ønskede at generhverve Sønderjylland, som preusserne havde erobret under krigen. Krigen havde med al tydelighed vist preussernes overlegne militære styrke, og enhver tanke om at vinde Sønderjylland tilbage med militære midler var derfor udelukket. Man måtte altså søge at opnå en genforening gennem de politiske kanaler, og det førte i tiden fra 1864 til salget i 1917 til en lang række forslag til, hvordan man kunne kombinere afhændelsen af De Vestindiske Øer med Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark. Allerede ved fredskonferencen i Wien i 1864 forsøgte den danske regering at holde fast i Sønderjylland ved at tilbyde De Vestindiske Øer i kompensation. For at undgå den ydmygende grænsedragning ved Kongeåen foreslog de danske forhandlere i fortrolighed over for tyskerne og østrigerne, at der blev lavet en dansk-tyske grænse langs den såkaldte bovlinje – dvs. umiddelbart nord for Flensborg og Tønder – mod at Tyskland kunne overtage De Vestindiske Øer. Tyskland anså sig dog endnu ikke som en kolonimagt, og derfor afviste Bismarck, at en sådan løsning kunne komme på tale.

Sønderjysk håb

I de følgende år dukkede ideen om en lignende løsning af det sønderjyske spørgsmål op i mange varianter og afskygninger. Som oftest drejede det sig om, at Danmark skulle udveksle en eller flere af De Vestindiske Øer med Tyskland for Nordslesvig, men der var også en række mere fantasifulde ideer i spil. Et af de mere kuriøse eksempler er fra 1890, da England og Tyskland forhandlede om en tysk overtagelse af Helgoland. Her skulle der fra dansk side have været forslag fremme om at forsøge at blive inddraget i forhandlingsprocessen, idet man øjnede en alternativ løsning på det sønderjyske spørgsmål. Ideen var at England i første omgang skulle overtage De Vestindiske Øer mod, at Danmark fik Helgoland. Herefter skulle Helgoland gives videre til Tyskland, som så skulle acceptere, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Danmark kom dog aldrig med i forhandlingerne, som i stedet endte med, at England afgav Helgoland mod, at de fik en række handelsmæssige indrømmelser og fordele på Zanzibar.

De gentagne forslag til, hvordan man kunne kombinere afhændelsen af De Vestindiske Øer med Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark, gav de dansksindede sønderjyder forhåbning om, at en sådan løsning var realistisk. Den dansksprogede presse i Sønderjylland støttede stort set enstemmigt op om ideen, og i H.P. Hanssens erindringer kan man læse, at det også i mindretallets politiske kredse blev anset for en af de vigtigste sager.

En radikal regering

Derfor skabte det bekymring hos H.P. Hanssen, da det midt under Første Verdenskrig kom frem, at den danske regering under den radikale statsminister Zahle forhandlede med amerikanerne om et salg af De Vestindiske Øer. Selv om USA fortsat var neutralt, var det ikke utænkeligt, at landet ville træde ind i krigen på de allieredes side og dermed kunne få en afgørende indflydelse på krigens udfald. Hvis de allierede vandt krigen med amerikansk hjælp, mente H.P. Hanssen, at det ville være en god løsning at give De Vestindiske Øer til USA til gengæld for, at de ville acceptere, at Sønderjylland kom tilbage til Danmark. Denne mulighed ville være forpasset, hvis man solgte øerne til USA, mens krigen stadig var i gang.

H.P. Hanssens frygtede ligefrem, ifølge sin dansksindede kollega i landdagen i Berlin, H.D. Kloppenborg-Skrumsager, at den radikale regering bevidst ville sælge øerne til USA, inden krigen var slut, så man lettere kunne undgå at tage Sønderjylland tilbage, når der blev fred. Dette kan i dag lyde paradoksalt, men lige siden dannelsen af Det Radikale Venstre i 1905 havde partiet ikke vist nogen stor interesse for Sønderjylland og anset et godt forhold til Tyskland for vigtigere end en genforening med den tabte landsdel. Det var altså ikke uden grund, at H.P. Hanssen var skeptisk over for salget til USA.

H.P. Hanssens skepsis blev dog gjort til skamme efter krigen, hvor Zahles regering – endda med H.P. Hanssen selv som midlertidig minister for sønderjyske anliggender – tilsluttede sig ideen om at afholde de folkeafstemninger i februar og marts 1920, der førte til genforeningen og den nuværende dansk-tyske grænse.

Salget af De Vestindiske Øer og Sønderjyllands genforening med Danmark endte altså med at ske uafhængigt af hinanden. Alligevel blev de to indirekte kædet sammen også efter salget. Her mente den radikale indenrigsminister, Ove Rohde, at genforeningen måtte koste 25 mio. dollars, hvilket var den samme sum, som salget af øerne havde indbragt. De penge, der var kommet ind gennem salget af De Vestindiske Øer, skulle altså gå til at genopbygge Sønderjylland.

Udstillinger

I 2017 er det 100 år siden, Danmark solgte De Vestindiske Øer til USA. Sammen med Søfartsmuseet Flensborg og Museum Sønderjylland - Kulturhistorie Aabenraa markerer Den Slesvigske Samling på Dansk Centralbibliotek 100-året for salget af øerne, ved at sætte fokus på relationerne mellem Sønderjylland/Slesvig og de tidligere kolonier. Markeringen omfatter en stor udstilling på Søfartsmuseet Flensborg, etablering af en rute med koloniale erindringssteder, udgivelse af en antologi samt en række andre arrangementer. Som en forsmag kan man allerede nu og frem til udgangen af februar opleve en vandreudstilling om Dansk Vestindien og kolonitiden i Den Slesvigske Samling.

Materialer