Flensborg Avis' logo
Flensborg Avis' logo
Valgplakat fra valget til Landdagen i 1988. Det er formentlig SSWs bedst kendte plakat, og i dag har den et nærmest mytisk skær. Karl Otto blev fremhævet som den upartiske politiker - og det gav bonus hos vælgerne.
Valgplakat fra valget til Landdagen i 1988. Det er formentlig SSWs bedst kendte plakat, og i dag har den et nærmest mytisk skær. Karl Otto blev fremhævet som den upartiske politiker - og det gav bonus hos vælgerne.

Karl Otto Meyer og Barschel-affæren

26.02.18
Barschel-affæren var en skøn blanding af smuds, løgn og halve sandheder, hvor sandheden aldrig helt er blevet opklaret. Og den gjorde Karl Otto Meyer kendt i både Slesvig-Holsten, Danmark og Vesttyskland.

Kronikken er stillet til rådighed for biblioteket af Flensborg Avis, hvor den blev bragt den 26. februar 2018. Ophavsmand er Mogens Rostgaard Nissen. Artikel og foto er beskyttet af ophavsretsloven og må ikke gengives uden særskilt tilladelse.

Det er ikke muligt at skrive en biografi om Karl Otto Meyer uden at komme ind på Barschel-affæren. Ikke fordi han var involveret i selve affæren, men fordi den fik meget stor betydning for ham og for SSW. Han gik fra at være et af landdagens mere perifere medlemmer med beskeden indflydelse til at blive én af de mest indflydelsesrige overhovedet. Samtidig blev han med et en kendt politiker, ikke blot i Slesvig-Holsten, men også i det øvrige Vesttyskland og i Danmark.

Den såkaldte Barschel-affære er en af de mest spektakulære skandalesager i vesttysk politisk historie, og den fandt sted i Slesvig-Holsten. Den rummer alle elementer til en god politisk thriller, som selv de bedste forfattere inden for genren ville have svært ved at toppe. En ministerpræsident, der fik en medarbejder til at spionere mod sin modkandidat for at svine ham til som skattesvindler, og som en mand, der var involveret i både homo- og heteroseksuelle eskapader. En ministerpræsident, der valgte at begå selvmord, da sagen kom frem i medierne - eller var det i virkeligheden et mord? En ministerpræsident, der lidt for ofte rejste til DDR, hvor Stasi angiveligt fulgte med i hans seksuelle orgier. Et muligt ulovligt våbensalg til Sydafrika, som aldrig blev ordentligt undersøgt, fordi hverken SPD eller CDU ønskede det. Og en politisk modkandidat, der løj om, hvornår han fik kendskab til sagen, og som derfor nogle år senere måtte trække sig som ministerpræsident. Altså en skøn blanding af smuds, løgn og halve sandheder, hvor sandheden aldrig helt er blevet opklaret.

KOM i centrum

I denne kronik er det alene affærens betydning for Karl Otto, der bliver beskrevet. Han har beskrevet affæren udførligt i sine erindringer fra 2003, og historikeren Martin Klatt har i bogen »SSW. Dansksindet politik i Sydslesvig 1945-1998« fra 1998 foretaget en glimrende gennemgang af hele forløbet. Interesserede læsere kan med fordel læse mere her.

Karl Otto kom til at stå midt i det hele. Han havde et godt forhold til Uwe Barschel, der blev ministerpræsident i Slesvig-Holsten i oktober 1982, efter at forgængeren, Gerhard Stoltenberg, blev udnævnt til finansminister i Bonn. Stoltenberg var gennem mange år Karl Ottos politiske hovedmodstander, og i begyndelsen af 1980erne udtrykte flere inden for mindretallet kritik af, at Karl Otto førte en »konfrontationslinje« i Landdagen. Den fastlåste situation blev løsnet op, da Barschel blev ministerpræsident, fordi han åbnede for en mere imødekommende linje over for mindretallets ønsker. Situationen blev også forbedret ved, at han og Karl Otto havde et forholdsvis godt forhold til hinanden.

Der var valg til Landdagen den 13. september 1987, og SSW vandt et nogenlunde sikkert mandat. Man fik en fremgang på godt 1500 stemmer i forhold til valget i 1983, og de mere end 23.000 stemmer sikrede Karl Otto endnu en valgperiode. Men to dage inden valget bragte avisen »Der Spiegel « en historie om, at en pressemedarbejder i statskancelliet, journalisten Reiner Pfeiffer, havde udspioneret SDP-modkandidaten Björn Engholm, for at finde og bringe smuds om ham. I første omgang fik historien ikke den store betydning, fordi meget få troede på, at det kunne være sandt. Men i de følgende dage kom der mere og mere frem i pressen. Det kan man blandt andet få et indtryk af ved at følge med i Flensborg Avis i september og oktober 1987.

Stærkt presset valgte Uwe Barschel at trække sig den 25. september 1987, men han pålagde Pfeiffer hele ansvaret, idet han ikke selv havde kendt til sagen. Alligevel trak han sig, fordi han påtog sig det politiske ansvar. I de følgende måneder og år var det et hovedtema; hvor meget vidste Barschel om, hvad Pfeiffer foretog sig, og medierne og et politisk undersøgelsesudvalg blotlagde i løbet af de følgende år, at Barschel var dybt involveret, og at Pfeiffer ikke var eneansvarlig.

Tungen på vægtskålen

Efter at Barschel havde trukket sig, skulle man i Landdagen forsøge at finde en ny ministerpræsident, og det skulle vise sig at blive svært. For SPD havde fået 36 mandater, mens CDU havde fået 33 og FDP 4. Hvis Karl Otto valgte at støtte SPD ville der være stemmelighed, og hvis han støttede CDU, ville den blok danne regering. Karl Otto ønskede en samlingsregering, hvor både CDU og SPD var med, men det var der ikke vilje til. I sine erindringer har han forklaret, hvordan han fik tilsagn om, at en CDU-ledet regering ville yde mindretallet en række forbedringer som modydelse, men han valgte at afvise en CDU-regering. Han havde fuld opbakning i SSW til at støtte Björn Engholm, men sagen blev efterhånden meget ubehagelig for ham. I midten af oktober blev der truffet beslutning om, at der skulle være et nyt valg i maj 1988, men forinden var Barschel blevet fundet død i et badekar i Schweiz. Han havde angiveligt begået selvmord.

Allerede i september 1987 havde flere CDUere været ude og sige, at man ikke kunne acceptere, at en dansksindet skulle bestemme, hvem der skulle være ministerpræsident i Slesvig-Holsten. Det kom blandt andet fra Karl Ottos gamle hovedfjende, Franz Josef Strauss. Karl Otto modtog også anonyme trusler pr. telefon og brev, og i en periode måtte han leve under politibeskyttelse. På det personlige plan blev der altså lagt stærkt pres på ham, men han nægtede at støtte CDU.

I Landdagen blev der også lagt stort politisk pres. Der blev dannet en ny midlertidig regering, som var ledet af den tidligere justitsminister, Henning Schwartz. I den periode blev økonomien styret via et nødbudget, der ikke omfattede tilskuddet til de dansk institutioner. I erindringerne har Karl Otto forklaret, at han under budgetforhandlingerne i oktober blev truet med, at tilskuddet til det danske mindretal ville blive fjernet, uden at det fik ham til at ændre standpunkt. Men som han udtrykte det: »jeg sov ikke særlig godt i den periode.«

Upartiskhed

Det er ironisk, at grunden til den vanskelige parlamentariske situation i efteråret 1987, hvor der var stemmelighed mellem blokkene i Landdagen, var, at valgloven var blevet lavet om i 1979. Her havde den daværende Stoltenberg-regering gennemtrumfet den nye lov, fordi han ville forhindre, at SSW kunne beslutte, hvem der skulle danne regering i Slesvig- Holsten. Det var naturligvis en meget stor mærkesag for SSW og Karl Otto at argumentere imod ændringen af valgloven, der blev opfattet som en uret mod mindretallet, og at man ikke ville anerkende, at SSWs mandat havde de samme rettigheder som alle andre mandater i Landdagen. Men nu fungerede ændringen af valgloven som en boomerang for CDU i delstaten.

Ved valget den 8. maj 1988 havde SPD et kanonvalg, og de fik 54,8 procent af stemmerne. CDU gik kraftigt tilbage, og FDP og De Grønne blev stemt ud af Landdagen. SSW fik også et godt valg og fik mere end 3000 flere stemmer end ved valget et halvt år tidligere. Det betød, at SSW sammen med SPD og CDU var de eneste partier i Landdagen, og det var med til at øge Karl Ottos synlighed. Han var gået til valg på sin upartiskhed, og det havde fået mange nye vælgere til at stemme på ham.

Sagen fik skelsættende betydning for Karl Otto og for SSW. Med et blev kendskabet til partiet og dets politik meget større i Slesvig-Holsten, end det havde været tidligere, og både på kort og mellemlang sigt var det med til at øge stemmetallet. Ved Landdagsvalget i 1992 gik SSW igen frem med knap 2000 stemmer til mere end 28.000, og fire år senere gik det helt amok. Her fik SSW godt 38.000 stemmer og fik for første gang siden begyndelsen af 1950erne valgt to mandater. Sagen er naturligvis ikke den eneste grund til, at SSW op gennem 1990erne øgede stemmetallet, men den var en klar medvirkende faktor. Med Klatts ord var SSW »blevet et fuldgyldigt alternativ til vælgere i det rød-grønne spektrum«, og stemmerne kom især fra områder uden for de traditionelle mindretalscentre i Flensborg og Slesvig. Selv om Karl Otto ikke stillede op ved valget, var resultatet også en sejr for ham. Den strategi, han gennem mange år havde fulgt med at række ud efter stemmer fra flertalsbefolkningen, må siges at have båret frugt. SSW har siden 1996 haft mere end et medlem af Landdagen, og har bevæget sig fra automatisk at være i opposition, til at blive en samarbejdsparter - ikke alene for SPD.

* Dette er den sidste kronik om Karl Otto Meyer. De i alt 14 kronikker har fulgt mit arbejde med at skrive en biografi om ham. Projektet er blevet mere omfattende end forventet, da jeg startede, fordi der har været flere facetter ved ham, end jeg var klar over for to år siden. Manuskriptet til biografien er tæt på at være færdig, og bogen forventes at udkomme i slutningen af 2018.

Materialer