Et historisk tronskifte er på vej

10.01.24
Dronning Margrethe II: et langt regentskab er slut. Nu gør hun plads til sin søn kronprins Frederik, den kommende Kong Frederik d. 10.

Dronningens nytårstale blev noget helt specielt i år - ja, eller rettere sagt sidste år. Som sædvanlig tonede hun frem på skærmen kl. 18 d. 31. december, og landet over sad vi klar med bobler i glasset, en fjollet hat på hovedet og buldrende raketter uden for vinduerne.

Men mens snakken gik om, hvilke emner der ville blive omtalt, og om der mon kom en hilsen til Sydslesvig - så havde Hendes Majestæt en gevaldig stor overraskelse til os alle. Den 14. januar abdicerer Dronning Margrethe II efter 52 år på den danske trone, og hun overdrager dermed ansvaret for Danmark til sin efterfølger og ældste søn, Kronprins Frederik.

Dronningens liv og virke har dannet grundlag for ikke bare én, men utallige bøger. Bøger, der både beskriver hende som majestæt, som mor, som kunstner og ja, som menneske.

Dyk ned i listen herunder og bliv lidt klogere på, hvem Dronning Margrethe II af Danmark egentlig er.

Følg tronskiftet i fællesskab

Rundt om i Sydslesvig kan du søndag den 14. januar følge med, når Dronning Margrethe overlader tronen til Kong Frederik. Alle er velkomne til SSFs arrangementer. Her en oversigt:

SSF RENDSBORG

I Bydelstorp vises DRs live transmission fra kl. 13:30 – 17:30. Der inviteres på champagne og kransekage. Til børnene er der rød sodavand og småkager, og de kan hygge med aktiviteter imens. Til planlægningen beder bestyrelsen om tilmelding senest torsdag den 11. januar hos Sonja på sonja.ssf@gmx.de eller på telefon 0172 18 88 566.

SSF FLENSBORG BY

SSF Flensborg By inviterer til fælles arrangement på Flensborghus. Dørene på Store Sal åbnes og storskærmen tændes. Der venter festlig stemning, kransekage, champagne og saftevand. Alt det der foregår i København - kl. 13:30 til 17:00 - vises på storskærmen.

SSF GOTTORP AMT

SSF Gottorp Amt inviterer ind på Slesvighus - kl. 13:30-17:00. Her kan man i fællesskab følge tronskiftet over livestream og der serveres kaffe, wienerbrød og bobler.

SSF FLENSBORG AMT / AMT SYDVEST

På Trene-Skolen i Tarp og på Husumhus vises begivenhederne ligeledes på storskærm. I Husum åbnes dørene kl. 13:30. Her kan drikkevarer i form af kaffe, vand og sodavand købes. I Tarp åbner dørerne på Trene-Skolen (Stapelholmer Weg 45) kl. 14:30. Her serveres der drikkevarer og der tilbydes kage.

Materialer