Sorg
Sorg

Mindeord om Sven Sörensen

28.05.20
Biblioteket har mistet en afholdt kollega.

Helt uforståeligt og alt for tidligt må vi tage afsked med Sven Sörensen, en afholdt, engageret og dygtig kollega. Han nåede ud med bogbussen om mandagen, men havde det dårligt dagen efter og da vi ikke hørte noget, opstod der bange anelser.   Han var faldet død om derhjemme og på tragisk vis væk for evigt og for os alle.

Sven, født i Flensborg og elev på Gustav Johannsen-Skolen og Cornelius Hansen- Skolen, blev efter uddannelsen på Danmarks Biblioteksskole i Aalborg ansat på Dansk Centralbibliotek tilbage i 1999 og var i sit helt rette element i bogbusafdelingen, hvor den nære og personlige betjening spiller den helt centrale rolle. 
Mange bogbuslånere har i årenes løb fået glæde af Svens enorme bogkendskab og har fået formidlet bøger af Sven, som han vidste præcist at de interesserede sig for. Sven brændte for bogbusarbejdet og forstod, at man her kan gøre en forskel, menneskeligt og fagligt. Han tog hellere end gerne en ekstra bogbustur, for det var i bog-snakkene med bogbuslåneren at Sven syntes, at han ydede den bedste bibliotekariske service. 

Bogbus-engagementet førte ham ind i bestyrelsesarbejde i Filibussen, en faggruppe, der arbejder med filial og bogbusarbejde. Sven var også initiativtager til at det store dansk/tyske bogbustræf kommer til Flensborg i 2021.

Som mangeårig formand for Bedriftsrådet varetog Sven dette vigtige tillidshverv på vegne af kollegaerne. Gennem årene havde vi altid et godt samarbejde med fokus på at finde resultater og tale tillidsfuldt om tingene, som rører sig på en arbejdsplads. 

Man kunne stole på Sven, han holdt ord og stod altid til rådighed for de, der havde brug for hjælp eller trøst. Og en god humor husker vi, for Sven havde denne fine og underspillede humor, hvor sjove og uventede kommentarer skabte gode grin. En af de sidste dage var der også plads til mange muntre anekdoter om bogbussernes liv i Sydslesvig og det danske mindretal, som Sven også gik så meget op i. 
Sven var et kulturelt menneske, man kunne altid få tips til gode radioprogrammer, film og spændende bøger men også forslag til anderledes rejsemål, som var en af Svens hobbyer. Svens rejsefæller må nu undvære Svens selskab og vores tanker og medfølelse går til de efterladte, hvor vi ved, at Sven vil efterlade et stor savn.

Sven Sörensen har kørt sin sidste bogbustur, og vi vil gerne sende ham vores sidste og dybtfølte tak for alt det, han har betydet for Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, for bogbusarbejdet og for medarbejderne, der i Sven mister en fantastisk kollega.

Æret være Svens minde.

Jens M. Henriksen og Anni Søndergaard, 
Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig  
 

Tags