Oplev Sydslesvig på Rejsemessen i Herning 2022
Oplev Sydslesvig på Rejsemessen i Herning 2022

Oplev Sydslesvig på rejsemessen "Ferie for alle" i Herning

12.04.22
I februar var mindretallet efter 1 års pause atter med på Rejsemessen "Ferie for alle" i Herning. Her havde rejselystne danskere mulighed for at falde i snak med medlemmer af mindretallet, få nogle spændende rejsetips og smage på Sydslesvig i form af et lille glas lokal øl.

Coronapandemien har også sat en stor dæmper på aktiviteterne hos Oplev Sydslesvig. Mindretallets turismeportal, som drives af Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, har sat de fleste af sine aktiviteter under bero inden for de sidste to år, da det stort set blev umuligt at navigere i udskudte eller aflyste begivenheder, komplicerede rejseregler og lukkede tilbud for turister.

Personlig kontakt til Danmark efter to års pause

Derfor var der stor lettelse over, at der efter et års pause var mulighed for at komme afsted til rejsemessen "Ferie for alle" i Herning igen. Messestanden går tilbage til et initiativ fra Sydslesvigsk Forening (SSF) og Grænseforeningen (GF). Siden 2020 samarbejdes der med Oplev Sydslesvig og standen kan i dag kan betragtes som en offline-forlængelse af Oplev Sydslesvigs aktiviteter på nettet.

Danskerne er sultne efter nye rejseoplevelser

På messestanden havde danskerne mulighed for at falde i snak med lokale fra mindretallet og høre om de spændende muligheder for at opleve det danske syd for grænsen. Og dette år var der særlig stor interesse hos de rejselystne danskere, der var sultne efter nye oplevelser nu hvor restriktionerne lempes og mundbindene er røget på hylden.

Uvant at møde mange mennesker uden mundbind og afstand

For de sydslesvigere der var med var det noget af en omstilling at kaste sig ud i menneskemasserne uden mundbind og sikkerhedsafstand, når man nu fra hjemlandet stadig er vant til en lidt mere restriktiv tilgang til pandemien. Men det blev også tydeligt, at mindretallets ambassadører nød den direkte kontakt til danskerne - især ved messestandens bar, der bød på en kold Flensburger-øl, inden "kunderne" blev guidet videre til Oplev Sydslesvigs lille rejsebureau, hvor interesserede kunne få printet en lille mappe med individuelle rejsetips til deres næste udflugt til grænselandet.

 

Materialer