Bomben
Bomben

Om dette arrangement

Tid
18:55
Pris
Gratis
Target
For alle
Foredrag & debat

Foredrag: Bomben

19.03.24
Atombomben kom til for over 75 år siden og præger stadig vores verden i dag. Hør både om, hvordan bomben blev til og ændrede verden og om fysikken i, hvordan atombomber virker. Bomben har ændret den måde, vi lever på. Spørgsmålet er: Kan vi leve med bomben?

Mellem de to verdenskrige – en tid, som var præget af høj usikkerhed, store kulturelle forandringer og internationale spændinger – opstod fysikken, der gjorde det muligt at konstruere en atombombe. Kernefission og kædereaktioner blev opdaget i 1938-39 lige op til udbruddet af Anden Verdenskrig, og selve bomben var klar, netop som krigen var ved at slutte takket været et enormt forsknings- og udviklingsarbejde i USA under navnet Manhattanprojektet – verdens første Big Science-projekt. I virkeligheden var der ikke kun én type atombombe, men to forskellige bombedesigns, der hver især krævede store ressourcer at udvikle.

Hele verden forberedte sig på det nukleare ragnarok

Efter krigen stod fysikere og alle andre i en helt ny situation. Den Kolde Krigs splittelse mellem øst og vest prægede den internationale dagsorden, men mange fysikere – heriblandt Niels Bohr og J. Robert Oppenheimer – talte for nødvendigheden af en åben verden baseret på åben forskning og internationalt samarbejde. Andre fysikere var med til at udvikle endnu mere frygtindgydende våbensystemer, mens hele verden forberedte sig på det nukleare ragnarok.

Hvordan ændrede atombomben verden?

I foredraget dykker vi ned i både fortællingen om, hvordan atombomben blev til og ændrede verden – et krydsfelt mellem fysik, historie og sikkerhedspolitik – og fysikken i, hvordan atombomber virker, hvilke materialer bomberne kan laves af, hvor energien kommer fra, hvad kritisk masse er og hvorfor der findes flere typer af atombomber. Det er også historien om, hvordan den dengang nye kvantefysik og relativitetsteori helt fundamentalt forandrede fysikken og derefter var med til at ændre verden.

Verden er stadig præget af bomben

I dag er verden stadig præget af bomben. Dommedagsuret blev oprindeligt udviklet i 1947 for at advare om faren for nuklear udslettelse. Nu er uret tættere på midnat, dvs. dommedag, end nogensinde før. Bomben har ændret den måde vi lever på. Så spørgsmålet er, om vi kan leve med bomben?

Hvad er Offentlige foredrag i Naturvidenskab?

Med foredragsserien Offentlige foredrag i Naturvidenskab kommer du tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab. Engagerede forelæsere holder foredrag om alle grene af naturvidenskaben. Niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger. 

Foredragene livestreames fra Søauditorierne på Aarhus Universitet og arrangeres af Faculty of Natural Sciences, Aarhus Universitet, og udbydes sammen med Carlsbergfondet.

Materialer