
Om dette arrangement
Mød forfatteren Kristina Sandberg - en stemme til de usynlige
Over en kop kaffe sagde Kristina Sandberg til sin mormor, at hun da ikke kunne have været gift, da hun blev gravid. Kristina kunne se skammen lyse ud af sin mormor så mange år efter. Kristina tænkte, at man burde undersøge, hvorfor samfundet har givet kvinder så meget skamfølelse. Og hvilke konsekvenser det har fået for deres selvbillede.
Maj i køkkenet
Tankerne satte forfatteren i gang med at skrive om den hjemmearbejdende husmor Maj og generelt om husmødres liv og arbejde fra 1930-68. Det blev til trilogien Et barn at føde, At sørge for sine og Liv for hver en pris.
Romanerne om Maj udspiller sig ofte i køkkenet, for da Maj gifter sig, får hun en ny rolle. Som hustru, mor og husmor har hun aldrig en ledig stund. Kyllingen skal tages ud, der skal laves småkagedej og en gedde skal tilberedes.
En stemme til kvinder
Samlet er trilogien en fortælling om de store forandringer, der skete i livsformen fra 1930erne til 1960erne. Samtidig er den et portræt af en kvinde, hendes familie og hendes sociale opstigning. Det er en stemme til en generation af kvinder, som har fået meget lidt plads i historien, selv om de havde en vigtig rolle og var med til at skabe grobunden for velfærdssamfundet.
I 2021 udkom En ensam plats på svensk. Det er en selvbiografisk skildring af en tid, hvor alt blev vendt på hovedet, da forfatteren fik brystkræft.
Entré 5 Euro. Forsalg på Fællesbiblioteket Egernførde
Foredraget er en del af OrdFraNord. Litteraturfest i grænselandet.