Forfatterne Rosa Liksom, Lotte Kaa Andersen og Kristina Sandberg
Forfatterne Rosa Liksom, Lotte Kaa Andersen og Kristina Sandberg

Om dette arrangement

Tid
18:00
Pris
10 Euro
Target
For voksne
Foredrag & debat

Mød forfatterne Lotte Kaa Andersen, Kristina Sandberg og Rosa Liksom

21.09.23
Den 21. september kan du glæde dig til en spændende forfatteraften på Flensborg Bibliotek, hvor du kan møde forfatterne Lotte Kaa Andersen, Kristina Sandberg og Rosa Liksom, som bliver interviewet af prof. Ivy York Möller-Christensen.

Den 21. september kan I glæde jer til en spændende forfatteraften på Flensborg Bibliotek, når hele tre forfattere besøger Flensborg Bibliotek under litteraturfesten OrdFraNord.

Lotte Kaa Andersen - den ukendte kendte

Lotte Kaa Andersen blev landskendt for sin debutroman Hambros Allé 7-9-13. Den er første del i en romantrilogi om tre familiers liv i Hellerup. I årene efter fulgte 100 dage og Syv sind, og tilsammen giver romanerne et satirisk og underholdende portræt af livet på en vej, som kaldes Danmarks dyreste villavej i årene omkring finanskrisen. Selv om de har det hele, mangler de en hel del.

Den inderste kerne

Med Den inderste kerne, en biografisk roman om seismologen Inge Lehmann, gik forfatteren helt nye veje ved at skrive om en kvinde, som har lavet banebrydende forskning og først blev anerkendt sent i livet. 

Modstand i Danmark

Inge Lehmann blev verdensberømt for sin opdagelse af Jordens indre kerne, som hun fremlagde i 1936. Hun var stille og sky, og som verdens første kvindelige seismolog mødte hun megen modstand i det danske naturvidenskabelige miljø, der var en lukket herreklub. Men da hun i 1950erne blev inviteret til USA for at forske, kom hendes arbejde til at spille en rolle under Den Kolde Krigs atomvåbenkapløb. I modsætning til Danmark er hun en kendt videnskabskvinde i USA. 

Karriere efter pensionen

Hendes karriere og den videnskabelige anerkendelse tog først fart, efter hun blev pensioneret. Som 99-årig udgav hun sin sidste videnskabelige artikel. Hun døde i 1993 få måneder før hun ville være blevet 105 år.

Kristina Sandberg - en stemme til de usynlige

Over en kop kaffe sagde Kristina Sandberg til sin mormor, at hun da ikke kunne have været gift, da hun blev gravid. Kristina kunne se skammen lyse ud af sin mormor så mange år efter. Kristina tænkte, at man burde undersøge, hvorfor samfundet har givet kvinder så meget skamfølelse. Og hvilke konsekvenser det har fået for deres selvbillede.

Maj i køkkenet

Tankerne satte forfatteren i gang med at skrive om den hjemmearbejdende husmor Maj og generelt om husmødres liv og arbejde fra 1930-68. Det blev til trilogien Et barn at fødeAt sørge for sine og Liv for hver en pris.

Romanerne om Maj udspiller sig ofte i køkkenet, for da Maj gifter sig, får hun en ny rolle. Som hustru, mor og husmor har hun aldrig en ledig stund. Kyllingen skal tages ud, der skal laves småkagedej og en gedde skal tilberedes.

En stemme til kvinder

Samlet er trilogien en fortælling om de store forandringer, der skete i livsformen fra 1930erne til 1960erne. Samtidig er den et portræt af en kvinde, hendes familie og hendes sociale opstigning. Det er en stemme til en generation af kvinder, som har fået meget lidt plads i historien, selv om de havde en vigtig rolle og var med til at skabe grobunden for velfærdssamfundet.

En ensom plads

I 2021 udkom En ensam plats på svensk. Det er en selvbiografisk skildring af en tid, hvor alt blev vendt på hovedet, da forfatteren fik brystkræft. 

Rosa Liksom - fra Lapland til København

I Rosa Liksoms roman Elven fra 2023 skal en 14-årig pige og hendes veninde i 1944 drive familiens kvæg i sikkerhed på den anden side af elven. Laplandskrigen fører tusindvis af mennesker på flugt. Pigens gravide mor er allerede rejst, så de to piger vandrer mod Sverige sammen med mange andre børn og deres kvæg. Kvæget er familiernes livsgrundlag. Det bliver en lang rejse, hvor pigen må tage sig af hver enkelt ko ud fra dens personlighed. 

Flugt

I romanen er der ingen stednavne eller nationaliteter, så handlingen kunne være et hvilket som helst sted, hvor nogen må flygte. Det er en fin og poetisk fortælling, som bygger på Liksoms samiske mors oplevelser. Rosa Liksom er født i Lapland i Finland af samiske forældre. Som ung rejste hun blandt andet til København, hvor hun boede i fire år og skrev sine første bøger.

Kommunisme og fascisme

I forfatterens hovedværk, Kupé nr. 6, rejser en ung, finsk pige og en midaldrende russisk mand i samme kupé fra Moskva til Mongoliet i midten af 1980erne. Den lange rejse fører dem gennem mange fortællinger og et land på sammenbruddets rand. Romanen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og blev i 2021 filmatiseret og nomineret til Guldpalmerne ved Cannes Festivalen. I Kupé nr. 6 udforskede Liksom kommunismen, i romanen Oberstinden er temaet fascismen. Den gamle oberstinde ser tilbage på sit liv sammen med den 30 år ældre nazistiske oberst. Grusomhed og brutalitet var hverdagskost, inden hun kom fri af ægteskabet.

Interview ved prof. Ivy York Möller-Christensen.

Entré inkl. let traktement 10 Euro. Køb venligst billet på forhånd a.h.t. servering.

Foredraget er en del af OrdFraNord. Litteraturfest i grænselandet. Læs mere om forfatteren i det særskilte program.

Materialer