Arkitekten Aviaaja Ezekiassen
Arkitekten Aviaaja Ezekiassen

Om dette arrangement

Tid
17:00
Pris
10 Euro
Foredrag & debat

Temaaften om det moderne Grønland

03.11.23
Den 3. november kan du høre den grønlandske arkitekt Aviaaja Ezekiassen fortælle om, hvad der rører sig i det moderne Grønland og hvordan den grønlandske kultur har påvirket hendes møbelkunst. Efter foredraget vises der en dokumentarfilm om det dansk-grønlandske band Sume og der serveres smagsprøver på arktisk mad.

Grønland har en 300 år lang kolonihistorie som dansk koloniseret land, hvilket har sat sit præg. Det er ikke mere end 70 år siden, at Grønland blev til et amt i Danmark. Senere fik landet Landsstyre i 1979 og senest Selvstyre i 2009.

Men hvilken betydning har det haft for folket at få Selvstyre? Og hvilken betydning har det (haft) for kulturen med en forhistorie som dansk koloniseret land? Hvis man overhovedet kan sige at Grønland er afkoloniseret?

Aviaaja Ezekiassen fortæller, hvad det moderne Grønland består af i dag. Hvad der rører sig, og særligt om de bevægelser, der er inspireret af de globale oprør mod Vesten og vestlig herredømme. En bevægelse, som også har sat sine præg i hendes arbejde. Derefter fortæller hun om sin møbelkunst.

Arkitekten Aviaaja Ezekiassen

Aviaaja Ezekiassen er uddannet arkitekt og modtog i 2022 Finn Juhls Prisen, der er en af de største designerpriser inden for dansk design. Hun hædres for sin møbelkunst, der er inspireret af den grønlandske kultur og håndværkstraditioner. Inspirationen kommer fra håndgribelige ting som perlebroderi, men også sagn og myter.

Nyfortolkninger af kulturen skal bryde med fordomme

Aviaaja har oplevet, hvordan hendes design har været med til at nedbryde de klassiske fordomme og stereotyper, hun møder som grønlænder i Danmark.

"Jeg har boet i Danmark i lidt over 10 år. Jeg møder færre fordomme i dag, end dengang jeg kom. Det har motiveret mig til at lave de her nyfortolkninger i mit design, der viser et mere moderne billede af Grønland.", fortalte hun til Mads Malik Fuglsang Holm, KNR, Kalaallit Nunaata Radioa den 25. april 2022.

Fra Grønland til Danmarks Næste Klassiker

Aviaaja Ezekiassen er født og opvokset i Nuuk. Som 20-årig flyttede hun til Danmark for at tage en uddannelse. I dag er hun bosat i Danmark, hvor hun arbejder som selvstændig og prisbelønnet møbeldesigner, der har medvirket i DR-programmet Danmarks Næste Klassiker.

Hendes forældre har grønlandsk og dansk baggrund. Men på trods af en opvækst i Grønland, så hører hun til en minoritetsgruppe i hovedstaden af dansktalende grønlændere.

 

Sume

Bandet Sume blev dannet i Danmark, hvor Per Berthelsen og Malik Høegh boede i starten af 70'erne. I 1973 udgav de deres første LP Sumut med i alt 4 musikere fra Grønland og 6 musikere fra Danmark. Albummet var formet som rockmusik med sangtekster på grønlandsk og kom ind på den danske top 30-hitliste. 

Instruktør Inuk Silis Høegh og producer Emile Hertling Péronard har lavet en dokumentarfilm om bandet, der ikke kun blev kendt for sin musik, men som ligeledes nærmest fik ikonisk symbolbetydning for tiden omkring indførelsen af det grønlandske hjemmestyre og den ombrydningstid, der fulgte med ønsket om selvstændighed. Filmen havde premiere i 2014 og er den første lange dokumentarfilm produceret i Grønland og den første grønlandske film om moderne grønlandsk historie. 

Efter en introduktion ved Ole Præstkær Jørgensen, lærer på Jaruplund Højskole og mangeårig rejseleder på Højskolens rejser til Grønland, vises filmen.

Entré: 10 Euro inkl. smagsprøver på arktisk mad.

Køb billet på forhånd på Flensborg Bibliotek af hensyn til maden.

Arrangeret af Foreningen NORDEN i Sydslesvig, Dansk Centralbibliotek og Sydslesvigsk Forening

Materialer