Kulturmøde Mors 2023
Kulturmøde Mors 2023

Stor interesse i det danske mindretal på Kulturmødet på Mors

01.09.23
Også i år drog 30.000 besøgende til Nykøbing Mors for at deltage i det årlige Kulturmøde på limfjordsøen. For første gang var bogbussen en del af festivalprogrammet. Her havde interessede mulighed for at få en snak om Sydslesvig og mindretallet med bibliotekets medarbejdere eller de kunne deltage i de mange arrangementer, der blev gennemført på bogbusscenen.

Kulturmødet på Mors bød på en kæmpe blomsterbuket af spændende tilbud, som afspejlede det farverige kulturelle landskab i Danmark. Der var masser af workshops, foredrag, debatrunder og koncerter, som forvandlede midtbyen i Nykøbing til ét stort festival-areal fra torsdag til søndag i sidste uge.

Bogbussen som kulturformidler

Noget af det første, man mødte, når man bevægede sig ind mod mylderet fra midtbyen af, var en af de to nye bogbusser fra Sydslesvig, som havde slået sit lager op ved krydset ved starten af Gasværksvej. Her havde interesserede mulighed for at høre de fire medarbejdere fra Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig fortælle om det danske mindretal og selvfølgelig også om bibliotekets rullende filial og kulturhus, som vakte stor interesse hos de forbipasserende.

Derudover var der hver dag to til tre arrangementer på bogbussens lille, indbyggede scene. Alle dage startede med, at bibliotekar Mette Laustsen fortalte fablen "Midtimellem" med hånddukker, som handlede om det at turde finde sin egen plads i verden, selvom man er lille. Her var der flere børnehaveklasser, der blev hængende og lyttede til den lidt anderledes historie om det danske mindretal.

Bibliotekar Mette Laustsen fortæller fablen "Midtimellem"

Bibliotekar Mette Laustsen fortæller fablen "Midtimellem" på Kulturmødet Mors 2023

Debatindlæg med forfatter Annegret Friedrichsen og journalist Mirco Reimer

De voksne kunne glæde sig over flere spændende debatindlæg. Forfatteren Annegret Friedrichsen fortalte om sin bog "Astrids somre" og vakte ferieminder hos de tilstedeværende, nu voksne ferie- og værtsbørn. Og Mirco Reimer, Tysklands-analytiker for TV 2, vært på Radio4s ugentlige Tysklands-program "Genau" og - nok mest interessant - opvokset i Sydslesvig, snakkede en lille time om forholdet mellem danskere og tyskere og, selvfølgelig, mindretallet og hvordan det er, at leve og arbejde i Danmark som Sydslesviger.

Forfatter Annegret Friedrichsen på bogbusscenen på Kulturmødet Mors 2023

Forfatter Annegret Friedrichsen på bogbusscenen på Kulturmødet Mors 2023

Generationstalk om mindretallet og koncert med Jule Sösemann

Et yderligere programpunkt var en diskussionsrunde, hvor bibliotekar Karl Fischer og kommunikationsmedarbejder Nikolai Lengefeldt, som hver repræsenterede deres generation i mindretallet, sludrede om børn, der taler tysk med dansk ordstilling, om det at få styr på tyske og danske identitetsbrøkdele og i det hele taget, hvordan tingene hænger sammen i Sydslesvig. Alle deltagere blev interviewet af historiker Rejhan Bosniak, som bidrog med iagttagelser fra sit forskningsarbejde om aktuelle mindretalsemner.

Og sidst men ikke mindst var den Sydslesvigske singer-songwriter Jule Sösemann rejst fra Grænselandet til Mors, hvor hun underholdte en stor flok tilhørere med en meget stemningsfuld koncert torsdag aften.

Den sydslesvigske singer-songriter Jule Sösemann synger og spiller på bogbusscenen

Den sydslesvigske singer-songwriter Jule Sösemann synger og spiller på bogbusscenen.

Materialer