Revolution. Ved afslutningen af Første Verdenskrig var der revolutionslignende tilstande i mange tyske byer. Derfor blev der oprettet arbejder- og soldaterråd overalt i Tyskland. I de fleste større sønderjyske byer blev der også dannet arbejder- og soldaterråd i efteråret 1918, idet Sønderjylland jo hørte med til Tyskland indtil 1920. Inspirationen til rådene kom især fra Sovjet, hvor der i forbindelse med revolutionen i 1917 blev oprettet råd, der var direkte valgt af arbejderne.