Marsklandet og øerne

Fra begyndelsen har arkivets billedsamling ikke kun samlet materiale om det danske mindretals egne forhold, men også om landsdelens topografi. Den nordfrisiske vestkyst var allerede i fotografikunstens barndom et yndet mål for fotograferne. Derfor råder arkivets billedsamling over en række meget gamle optagelser og postkort fra Nordfrisland. Her vises en række eksempler.
"Skap üüb strun!" - Heste trækker redningsbåden og hjælpere ud til vandet på øen Sild, i dette tilfælde vel kun til glæde for fotografen (ca. 1910).
Klitterne beskytter baglandet for Vesterhavets kræfter, som her på øen Amrum (ca. 1950).
Vyk på Før har en lang tradition som søfartsby. Dette billede med de mange sejlskibe ved kajen blev taget af fotografikunstens pioner i Sydslesvig, Friedrich Brandt, i 1864.
Dette kaptajnshus på Før med blåhvalsgærder som indgangsportal vidner om øfrisernes betydning som sømænd helt op til 1800-tallet (ca. 1920).
Hooge er en af halligerne, og de er en verden for sig: Husene står på høje værfter, mens de frodige enge bliver oversvømmet flere gange om året (ca. 1943).
Arlåen (Arlau) er et af de største vandløb i Sydslesvig; på billedet ses et lille fiskerleje tæt ved åens udmunding i Vesterhavet i 1930'erne.
Billedet med Embsbøl (Emmelsbüll) Mølle, det regulerede vandløb i forgrunden og de store stråtækkede gårde spredt beliggende i det flade landskab er et typisk motiv fra vesteregnens marskland (ca. 1910).
Gammel frisergård i Dedsbøl (Deezbüll) med bondefamilien ca. 1900.
En kvinde vasker sit tøj i åen ved Rosenkrans, siden 1920 en tysk-dansk grænseby (ca. 1920).
Den gamle vejrmølle ved Læk, den dag i dag en af de største landsbyer på den nordfrisiske geest (ca. 1900).